onsdag den 2. maj 2012

Pirog, dig glad

Jeg er så træt at pizzaer, så nu laver jeg pirogger, for mig er det det samme, bare lidt mere dej. Til fyldet kan du bruge de dåser og glas med sjove sager som du ellers aldrig får brugt. Eller rester af kødsovs, vegesovs eller andet som køleskabet gemte........ og som Sigrid Fugl skriver i sin bagebag- pirogger er fortræffelig skovtursmad. Så hvis I skal ud og gå på Volden i morgen - snup en pirog med.


Til 12 stk.

40 g gær
2 dl varmt vand
1 dl kærnemælk
2 æg
1 tsk salt
150 g groft mel
ca. 500 g hvedemel

Fyld
kogte æg
artiskokker
soltørrede tomater
oliven
tun og ikke mindst ansjos

Opløs gæren i lidt af vandet og hæld resten af vandet, kærnemælk, æg og salt i. Rør det grove mel i og ælt hvedemel i dejen til den er smidig og slipper bordet. Lad dejen hæve lunt og overdækket i 1 time. Ælt dejen igennem, del den i 12 stykker og rul dem ud. Find fyldet frem og skær det i mindre stykker. Fordel fyldet midt på dejen og luk sammen. Pensl med mælk eller sammenpisket æg. Lad dem hæve 20 minutter. Bag dem ved 220 grader i ca. 15 minutter.

lørdag den 28. april 2012

Boller og kage med vinterens rødder



Radiserne er noget af det eneste, der er i sæson lige nu. Og da man så vidt jeg ved, ikke kan bage med dem, bruger vi rødderne fra i vinter til dagens bagning.

Boller med rod
Brug de små rester af rødder der gemmer sig i grøntskuffen til bollerne.
300 g rødder f.eks. pastinak og gulerod
1½ dl letmælk
50 g gær
100 g valnødder
2 tsk salt
Ca. 500 g hvedemel
Sammenpisket æg til pensling

Rengør rødderne og skær dem i tynde skiver. Kog dem møre i letsaltet kogende vand. Hæld vandet fra og mos eller blend dem. Hæld mælken i mosen. Rør gæren ud i lidt af rod-mælken. Hæld resten af mosen i. Hak nødderne og hæld dem i sammen med saltet. Ælt mel i til dejen er glat og fast og slipper bordet. Lad dejen hæve lunt og overdækket i 45 minutter. Ælt dejen igennem. Form ca. 10 kuvert brød. Pensl med sammenpisket æg. Lad dem hæve yderligere 25 minutter. Bag brødene i 15 minutter ved 220 grader. Afkøl dem på en rist.

Vi er i retro hjørnet så her kommer en skøn gulerodskage.Det er en klassiker, som kan varieres i det uendelige. Denne her er en af de dyrere udgaver med masser af smør, mandler og sukker. Det er en meget stor kage, der giver 12 stykker og holder sig godt.


Gulerodskage med creme

400 g gulerødder
5 æg delt i æg og blomme
250 g sukker
Skal og saft af ½ citron
250 g mandler
75 g mel
1 knivspids salt
½ tsk nelliker
1 tsk kanel
2 tsk bagepulver

Creme af 100 g blødt smør, 100 g flødeost gerne mascarpone, 100 g florsukker, 2 tsk vanillesukker, calvados eller kirch

Tænd ovnen på 180 grader. Skræl gulerødderne og riv dem fint. Pisk æggeblommerne luftige med sukker og citronskal og saft. Blend mandlerne til mel. Bland mandelmel i dejen med mel, salt, nelliker, kanel og bagepulver. Pisk hviderne stive og vend dem i dejen. Hæld dejen i en smurt springform (26-28 Ø) og bag den i ca. 50 minutter. Rør smør, flødeost, florsukker og vanillesukker sammen. Smag til med calvados eller kirsch. Smør cremen på den afkølede kagen. Hvis kagen bages i forvejen, skal cremen først på umiddelbart før servering.




fredag den 27. april 2012

Hyggemad=fondue


Fondue er indbegrebet af hygge og passer så godt til den danske mentalitet. Der sænker sig en ro over selskabet, når gryden kommer på bordet og alle sidder ned og tilbereder deres egen mad. 
Lav flere små fade i stedet for et stort, så man ikke behøver at række for meget ind over bordet, med fare for at vælte gryden.


Oliefondue
Palmin eller 1 l smagsneutralolie
sprit 

Varm olien op over lav varme på komfuret og sæt først gryden på bordet, når alle har sat sig og alt mad og drikkevarer er sat på bordet.

Hvis du er træt at pølser med bacon og champignon er her et bud på lidt kød, fisk og nudelsalat.

Krabbeboller og paneret kylling
TID: CA. 35 MINUTTER

250 g kartoffel
1 spsk kapers
2 forårsløg
1 citron
300 g krabbe
Salt og peber

300 g kyllingebryst

1 dl mel
1-2 æg
1 dl paneringsmel eller fin rasp

Kog kartoflerne møre i letsaltet vand. Hæld vandet fra, køl dem af og mos dem. Hak kapers og forårsløg. Riv citronskallen. Rør kartoffelmos sammen med krabbe, kapers, forårsløg og citronskal. Krydr godt med salt og peber.
Hæld mel, æg og paneringsmel i hver sin tallerken. Krydr melet med salt og peber. Pisk ægget sammen. Form krabbefarsen til boller og vend dem i mel og herefter i æg og paneringsmel. Sæt dem på køl. Dup kødet tørt og skær det ud i stykker der passer til at blive sat på fonduegaflen. Vend det ligeledes i paneringen.
Dyp bollerne og kødet i den varme olie til det er lysebrunt.

Sursød salat
TID: CA. 30 MINUTTER

25 g tang
125 g nudler
1 agurk
1 rød peberfrugt
2 gulerødder
1 bundt dild
1 dl eddike
½ dl sukker
1 tsk salt
50 g saltede jordnødder

Tilbered tang og nudler efter anvisning på emballagen. Halver agurken på langs og skrab kernerne ud. Skær agurken i tynde skiver. Rengør peberfrugten og skær den i tynde strimler. Skræl gulerødderne og skræl videre, så du får lange tynde strimler. Hak dilden. Vend tang, nudler, grøntsager og dild sammen i en skål. Rør eddike, sukker og salt sammen. Hæld dressingen over grøntsagerne. Pynt med saltede jordnødder.

torsdag den 26. april 2012

Så der kaaage!




Denne opskrift rækker til de 20 nærmeste kageglade børn og voksne.
Hvis kagen ikke skal spises stående på en fodboldbane eller i et omklædningsrum, kan stykkerne halveres og smøres med appelsinmarmelade, pyntes med chokoladeglasur og servers med flødeskum.

425 g smør
200 g chokolade
350 g sukker
6 æg
100 g nødder
2 dl kærnemælk eller yoghurt
1½ dl abrikos eller appelsinmarmelade uden for store frugtstykker
2 spsk appelsinskal
450 g hvedemel
2 tsk bagepulver

Pynt: abrikosmarmelade, flormelis, kakao

Tænd ovnen på 175 grader. Smelt 100 g smør med 100 g chokolade over svag varme. Afkøl det. Pisk resten af smørret og sukker sammen. Pisk æggene i et ad gangen. Hak resten af chokoladen og nødderne og rør dem i dejen med kærnemælken, den smeltede chokolade, marmelade og appelsinskal. Bland hvedemel og bagepulver sammen og sigt det i dejen. Hæld dejen i en smurt form ca. 25 gange 35 cm og bag den i ca. 45 minutter. Afkøl kagen.




Spis, skønne supper!



Jordskokker er vanskelige at skrælle, men det ER alt besværet værd. De smager forrygende i denne suppe, der er fløjlsblød og uden fede mælkeprodukter. 
Det er jo dejligt, hvis man lige har en portion hjemmelavet suppe stående i frysere, fra sidst man kogte en kylling. Men hvis det ikke er tilfældet, er bouillonen fra Herbamare rigtig, rigtig god, det er et af de produkter, der gør en forskel i køkkenet.

Jordskokkesuppe
600 g jordskokker
300 g kartofler
1 l suppe / grøntsags bouillon
Salt, peber
Skræl jordskokker og kartofler og skær dem i mindre stykker. Kog dem møre i bouillon og blend dem til suppe. Smag til med salt og peber og server med brød til.


5 korns boller
Opskriften giver cirka 9 boller, så lav en dobbelt portion og frys ned.

25 g gær
2 dl lunt vand
1 dl yoghurt
1 tsk salt
1 spsk honning
½ dl olie
75 g 5 korns blanding gerne fra Urtekram, den skal ikke koges først
400 g spelt eller hvedemel
Æg til pensling

Udblød gæren i lidt af det lune vand og hæld resten i. Tilsæt yoghurt, salt, honning, olie og 5 korns blanding. Ælt mel i med dejkroge til dejen er tyk men ikke til at ælte med hænderne. Lad den hæve, overdækket på et lunt sted i 45 minutter. Ælt dejen igennem og sæt den på en plade med bagepapir med en ske en stor ske dyppet i varmt vand. Pensl dem med æg og lad dem efterhæve i 25 minutter, på et lunt sted. Bag bollerne ved 220 i 15-20 minutter. Opbevar bollerne i en plasticpose ved stuetemperatur, når de er afkølede.

onsdag den 25. april 2012

Søde kartofler

Mens vi venter på de nye kartofler kan vi spise de søde.
De søde kartofler er et dejligt supplement til de almindelige kartofler. Brug dem med andre rodfrugter, det fungere rigtig godt. Hvis man vil prøve noget nyt, kan man drysse lidt kanel over kartoflerne, før man steger dem.r.


Søde kartofler med kylling 

500 g søde kartofler
800 g kartofler
Marinade af 1 spsk farin, 2 spsk ketchup, 1 fed hk. hvidløg, 1 tsk ingefær, salt og peber.
Kyllingeoverlår
Blandet salat

Skræl de to slags kartofler og skær dem i skiver. De søde kartofler skal være i lidt tykkere skiver, da de bliver hurtigere møre. Læg dem i et ildfast fad. Rør ingredienserne til marinaden sammen. Løft skindet på kødet og fordel marinaden under skindet. Læg kyllingerne ovenpå kartoflerne og steg det hele i ovnen ved 200 grader i 45 minutter til 1 time. Hvis kødet bliver mørkt undervejs, må man lægge stanniol over. Vask salaten, vend den i dressing og server den til kylling og kartofler. 

tirsdag den 24. april 2012

Pip, så er der serveret






Der er ingen forskel på om kyllingen har været frossen, hvis man tænker på indholdet af vitaminer. Men det er sjældent de kyllinger, der har haft det bedste liv, der ender deres dage på tilbud med 4 venner for 100 kroner.

Hvis man vil købe en god kylling, må man betale for det. Køb en kylling på over 1000 g, for så er der mere kød i forhold til ben. De store kyllinger har levet længere, under bedre forhold, de har ofte fået bedre foder og smager derfor af mere.

Nordafrikansk kylling

Her er kød og tilbehør samlet i samme gryde.
1 kylling
Olie til stegning
½ spsk koriander
½ spsk spidskommen
Ca. 1 l bouillon
150 g couscous
1 rød peber
5 forårsløg
3 gulerødder
1 håndfuld rosiner

Del kyllingen i 8 stykker. Varm olien i en stor gryde og hæld koriander og spidskommen i og derefter kyllingen. Vend kødet rundt et par minutter. Krydr med salt og peber. Hæld bouillon over og lad kyllingen simre under låg i 45 minutter. Rengør peberfrugt, forårsløg og gulerødder og skær dem i mindre stykker. Hæld couscous, grøntsager og rosiner ned i gyden til kyllingen. Tilsæt evt. mere bouillon, hvis det er for tørt. Lad retten simre færdig i 10 minutter. Smag til med salt og peber.



Kylling med kokos salat

6-8 kyllingelår
Frisk ingefær
salt og peber
smør

Kokossalat
100 g kokos, 100 g rosiner, 2 lime, mynte, koriander, 1 spsk spidskommen, Salt, 1 spsk olie, 2 spsk eddike
1 spsk hele chiliflager

Tilbehør
Ris til 4 personer
1½ spsk gurkemeje
Gulerodsstave
Tænd ovnen på 220 grader. Dup kødet tørt, skær ingefær i skiver og læg en skive ind under skindet. Krydr med salt, peber, læg kyllingen i et ovnfast fad og læg en lille klump smør på hvert lår. Steg kødet mørt i ca. 25 minutter
Skyl risene godt og kog dem med gurkemeje efter anvisning på emballagen
Bland kokos og rosiner sammen i en skål. Riv og pres limefrugterne og bland saft og skallen i. Rengør og tør mynte og koriander og hak dem. Bland krydderurterne i salaten med spidskommen, salt, olie og hele chiliflager. Server den lune kylling med kokossalat, ris og gulerødder til.