tirsdag den 17. april 2012

Får du nok?

Det er da ikke så meget, der skal til!
Jeg ved godt, at I ved det, og jeg ved også godt, at I er trætte af at blive mindet om det. Men jeg syntes det er vigtigt, så derfor siger jeg det lige en gang til. Alle personer over 10 år skal spise 600 gram frugt og grønt om dagen og det er der kun 10% af den danske befolkning der gør.

Hvis man ikke har spist noget, der kommer i nærheden af de 600 gram og så tænker at NU skal det være, vil man kunne mærke en stor forskel på sin krop. Og ja, man vil selvfølgelig også tabe sig. For hvis man faktisk spiser de 600 gram, så er der ikke så meget plads til alt det andet. Og da grøntsager og frugt indeholder meget færre kalorier (energi) end kød, brød, slik osv. vil ens samlede energiindtag blive mindre og så vil man tabe sig. 
Italiano pasta
1 aubergine
1 squash
2 tomater
400 g champignon
2 løg
5 fed hvidløg
100 soltørrede tomater
olie til stegning
salt og peber 
basilikum og timian
fuldkornspasta til 4 personer
Rengør aubergine, squash, tomat og champignon og skær dem i mundrette stykker.Pil løg og hvidløg. Skær løg i tynde både og hvidløg i tynde skiver. Varm olie i en pande og steg alle grøntsagerne i ca. 10 minutter over middel varme. Smag til med salt og peber og gerne lidt krydderurter. Kog pastaen efter anvisning på emballagen og server til grøntsagerne.


Kylling i grønt
1 kg forskellige rodfrugter gerne jordskokker, gulerødder og persillerødder
4 æbler
50 g valnødder
200-300 ml bouillon
1 kylling i 6-8 stykker
Salt, peber, timian og merian
Persille til pynt
Tilbehør 1 kg mellemstore kartofler og olivenolie
Tænd ovnen på 225 grader. Skræl persillerødderne. Vask jordskokkerne og skær dem og persillerødderne i mundrette stykker. Halver æblerne og skær dem i både. Læg grøntsager, frugt og valnødder i et ovnfast fad og hæld bouillon over. Løft skindet på kyllingestykkerne og fordel krydderurter, salt og peber under. Læg kyllingen på en rist ovenpå grøntsagerne. Sæt fadet i ovnen og steg det i 45 minutter. Vask kartoflerne, halver dem, pensl dem med olie, krydr med salt og peber og sæt dem ind i ovnen, så burde de være færdige sammen med kyllingen. Pynt grøntsagerne med persille før servering.



 

torsdag den 12. april 2012

Kys

Nu skal det være slut med at have æggehvider stående i køleskabet, for jeg har lært at bage de skønneste kys og giver gerne opskriften videre.

3 æggehvider
175 g sukker
1 tsk eddike

Tænd ovnen på 120 grader. Pisk hviderne stive med en anelse sukker. Pisk resten af sukkere og eddiken i til massen er fri for sukkerkorn. Hæld massen i en sprøjtepose / frysepose med hjørnet klippet af og sæt kyssene på en bageplade med bagepapir. Bag dem i 45 minutter. Lad dem køle af på bagepapiret og lemp dem herefter over på en rist til de er helt tørre. Opbevar dem i lukkede beholdere til de skal spises. 




onsdag den 11. april 2012

Rabarberkage

Så er årets første rabarberkage i ovn og - meget hurtigt efter - i mave.


275 g rabarber
100 g smør
125 g lyst rør sukker
2 æg
200 g mel
1 tsk bagepulver
1 spsk vanilje
2 spsk sukker

Tænd ovnen på 190 grader. Rengør rabarber og skær dem i små stykker. Pisk smør og sukker sammen. Rør æggene i et ad gangen. Bland mel, bagepulver og vanilje sammen og pisk det hurtigt i dejen. Vend rabarberstykker i og hæld dejen i en lille smurt spingform. Drys sukker over og bag kagen i ca. 45 minutter.

En duft af jul og Mortens aften



Det er ikke kun ved juletid, man skal spise denne udsøgte måde at tilberede kål på. Som vejrudsigten ser ud for de kommende dage, er det bare med at komme i gang med kålen. Den kan selvfølgelig serveres med flæskesteg men, mindre kan også gøre det f.eks. frikadeller, koteletter eller en paté. Rødkålen holder sig godt på køl og kan varmes op igen og smages til med skønne krydderier.

1 rødkål
fedtstof til stegning
1 dl eddike
1 dl rød, blandet saft
1-2 dl gele
Salt og peber 
Evt. hele korianderfrø, stjerneanis og ingefær


Rengør rødkålen og del den i kvarte. Fjern stokken. Skær kålen i meget tynde strimler. Varm fedtstof i en stor gryde og vend kålen rundt et par minutter. Hæld eddike, saft og gele på og kog kålen mør. Smag til med eddike, gele, salt og peber. 
Smag nu halvdelen af kålen til med koriander, stjerneanis og ingefær så er der ny smag i tilbehøret til morgendagens middag.


mandag den 9. april 2012

Hverdags mysli med æbletern



Gør lidt ud af morgenmaden, det gør morgenerne lidt lettere.
Vi kører det meget stramt med hensyn til morgenmaden hos os. Er udvalget for stort, opstår der mildt kaos. Så der bliver kun serveret noget, der kan spises i en skål og det er som regel cornflakes og havregryn. Der kommer en gang imellem et pip fra et af børnene om vi ikke kan få noget andet og så går vi i gang med den hjemmelavede mysli. Her kommer en simpel, skøn version med æbletern fra Urtekram. Skal der kerner og nødder i, ristes de alene og blandes med grynene. Jeg rister gryn og nødder på en pande, det er hurtigt og så behøver man ikke tænde ovnen.

havregryn
honning
tørrede æbletern
yoghurt

Hæld havregryn ud på en stor pande og rist dem til de dufter og begynder at tage farve. Hæld honning over og vend det rundt et minuts tid. Hæld grynene ud på bagepapir og gentag hvis I er en stor familie. Opbevar de helt afkølede gryn i en lukket beholder. Server med yoghurt og æbletern. 

søndag den 8. april 2012

Lækre sild

Lige nu sidder du sikkert midt i påskefrokosten og nyder en god sild.
Men i morgen når dit køleskab er ved at være godt tømt og du lige må ned og handle i din halvtomme Fakta,  ligger der HELT sikkert en pakke frosne sild tilbage i fryseboksen. Køb dem, steg dem og hæld en dejlig lage over! Steg sild er et sikkert hit.


1 pakke frosne sildefileter
sennep
dild 
2 spsk hvedemel og 2 spsk rugmel
smør til stegning
2½ dl eddike
½ dl sukker
salt og peber
1 rødløg
Tilbehør: rugbrød, mere dild og evt. mere rødløg

Tø sildene op og dup dem tørre. Klip finnerne af. Åbn dem og smør et tyndt lag sennep på. Læg en stilk dild i og luk dem. Hæld mel og rugmel på en tallerken og bland det med salt og peber. Vend sildene i mel. Varm smørret op og steg sildene 5 minutter på hver side, over middel varme. Pres dem let sammen med en palet kniv, så de ikke åbner sig under stegningen. Varm eddike og sukker op til sukkeret smelter. Læg sildene i et fad. Pil løget, skær det i skiver og fordel det over sildene. Hæld den varme lage over sildene og lad det trække et par timer.


onsdag den 4. april 2012

Påskens søde punktum er et æg


Kaffemarcipanæg
100 g marcipan
25 g havregryn
2 spsk meget stærk kaffe
50 g chokolade
Gul krymmel  
Ælt marcipan, havregryn og kaffen sammen. Form marcipanen til små æg. Smelt chokoladen i vandbad og vend æggene i chokoladen. Drys straks krymmel over. Lad dem tørre ved stuetemperatur.

Lakridsmarcipanæg
Lakridspulver kan købes hos www.specialkøbmanden.dk og i større supermarkeder. Det står ved krydderierne.
100 g marcipan
2-3 tsk lakrids
Ælt marcipan og 1 tsk lakrids sammen. Form marcipanen til små æg og rul dem i resten af lakridsen.
Lakridspulveret bliver fugtigt, så det er en fordel, at tilbede konfekten den dag den skal spises. Ellers kan man rulle dem en ekstra gang i lakrids samme dag den skal serveres.

Hvidchokoladekokosæg
100 g hvid chokolade
1 spsk smør
50 g kokos
1 tsk revet citronskal
Skær chokoladen i små stykker og hæld det i en metalskål med smørret. Sæt skålen på varmeapparatet og lad det smelte. Rør kokos og citronskal i. Lad massen stivne let. Form små æg og lad dem tørre ved stuetemperatur.