Viser opslag med etiketten flødeskum. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten flødeskum. Vis alle opslag

lørdag den 1. august 2015

Marengskage







Den søde afslutning


Marengskagen med flødeskum og friske bær bliver sendt rundt tredje gang. Mine veninder der for få minutter siden talte om havregrødskure og cirkeltræning tager deres tredje stykke. 

-Hold da op, hvor smager det godt, siger hun.
-Det bliver ikke bedre, siger den anden.

Efter en god middag hører der dessert til. I lang tid har vi sværget til osten, men denne sommer er der heldigvis gået dessert i den, og marengskagen er en sikker succes.


Marengskage

1 time og 30 minutter
10 personer
sværhedsgrad middel
kan laves i god tid i forvejen

Bund
100 g smør
50 ml mælk
100 g sukker
4 æggeblommer
150 g mel
2 tsk bagepulver

Marengs
4 æggehvide
2 tsk vaniljesukker
200 g sukker
2 tsk vanilje

250 ml piskefløde
250 ml yoghurt 10 %
2-3 spsk flormelis

300 g jordbær
250 g hindbær
150 g kirsebær
100 g ribs


Tænd ovnen på 150 grader.
Smelt smørret i en lille gryde over svag varme og hæld mælken i og fjern gryden fra varmen. Pisk sukker og æggeblommer skummende. Bland mel og bagepulver sammen og hæld det i æggeblandingen skiftevis med smørret. Rør dejen sammen og bred den ud på en bageplade med bagepapir ca. 30cm x 25cm. Bag bunden i 10 minutter.
Pisk æggehviderne stive med eddike og salt. Bland sukker og vaniljesukker. Pisk sukkeret i lidt ad gangen og piske hviderne helt stive.
Tag den forbagte bund ud af ovnen, fordel marengsen over og bag kagen i ca. 45 minutter. Afkøl kagen.
Pisk fløden til skum. Rør yoghurt og flormelis sammen og vend flødeskummet i. Fordel skummet over kagen og pynt med bær.

Foto Gertrud Sabroe Termansen 
Opskriten har været bragt i Flensborg Avis den 31. juli 2015

torsdag den 11. juni 2015

Det danske vejr er jordbærvejr


Jordbærkage
Til 6 personer
Tid ca. 2 timer inklusiv afkøling
Kagebunden kan bages flere dage før den skal spises

Kagebund
60 g smør
1 æg
60 g sukker
150 g mel
1 tsk bagepulver
1 tsk vanilje
75 ml yoghurt
smør til formen

Creme
1 blad husblas
50 ml jordbærmarmelade
100 ml piskefløde
100 ml yoghurt 10%
1 spsk flormelis

ca. 400 g jordbær

Tænd ovnen på 175 grader. Læg bagepapir i bunden af formen og smør siderne med smør.
Smelt smørret og afkøl det. Pisk æg og sukker skummende. Bland mel, bagepulver og vanilje og rør det i dejen skiftevis med yoghurten. Hæld dejen i formen og bag kagen i ca. 25 minutter til den er lysebrun. Afkøl kagebunden på en rist. Opbevar den afkølede kagebund i en plasticpose.
Læg husblasen i koldt vand i 5-10 minutter. Varm jordbærmarmeladen op, og tag den af varmen. Pisk fløden til skum og vend yoghurt og flormelis i. Knug husblasen, så en del af vandet ryger fra. Opløs husblasen i den lune jordbærmarmelade. Vend marmeladen i flødeyoghurten. Sæt cremen på køl i en times tid.
Fordel cremen på den afkølede kage. Skær jordbærerne i mindre stykker og pynt kagen med dem. Server straks.


Det danske vejr er jordbærvejr

Det er lørdag eftermiddag, og jeg er på indkøb med min søn. Vi går forbi en af de små boder, der sælger jordbær i nærheden af gågaden. Pigen i boden studerer bakkerne med jordbær og kasserer dem, der ikke stråler om kap med hendes begejstring for de røde bær. Der kommer et yngre par, og sammen med dem vælger hun den smukkeste bakke jordbær, som hun nænsomt og med stor forsigtighed sætter ned i deres indkøbskurv. En halv time senere passerer vi igen boden, og den unge sælger er stadig optaget af at få bærerene til at fremstå på den mest indbydende måde.
Over alt i Sydslesvig kan man købe de skønneste, første klasses, lokale jordbær fra små salgssteder. De åbner tidligt og lukker først, når der er udsolgt. Kvaliteten er i top, og prisen er som alting her i området - fornuftig. Når jeg fortæller mine danske venner om de små jordbærcampingvogne, bliver de røde i hovedet af misundelse. Det med at kunne købe lokale
varer, i området, i sæsonen er jo en luksus.
Jeg køber også jordbær i supermarkeder, til halvdelen af den pris som de forlanger i de små vogne. Men der er vild forskel. Supermarkedsjordbærrene egner sig fint til marmelade, sirup, måske is og grød. Men skal du bruge smukke, velsmagende bær, må du betale prisen.
Sæsonen for de nordtyske og danske jordbær har været i gang i lang tid. De små boder åbnede her i Flensborg i slutningen af maj. Der er selvpluk ved Steinbergkirche, men i min køkkenhave er jordbærrene ikke længere end små, grønne bær. 

Jordbær fra april til december 
-De jordbær du kan købe nu, er dyrket i tunneler, der er en slags drivhuse, lavet af hvide presenninger, siger Claus Hunsballe, der er jordbæravler på Sjælland.
-Vi har plukket jordbær siden 10. april, og vi plukker indtil 1. december, siger Claus Hunsballe.
-Hovedsæsonen for jordbær ér juni og juli, men vi har jordbær i drivhuse, og det er dem du kan købe i begyndelsen og i slutningen af sæsonen. Lige nu plukker vi i jordbærtunnelerne, og fra Sankt Hans er der jordbær fra friland. Sidste år havde vi frilandsjordbær to uger tidligere på grund af de gode vejr, siger Claus Hunsballe.
-Det danske – og nordtyske vejr er jordbærvejr. Jordbærrene er vilde med skiftet mellem de lune dagstemperaturer og de kolde nætter. De vokser langsommere, og det giver mere smag. Det skal helst ikke blive over 25 grader, så bliver bærrene ikke så velsmagende og der skal også andre og stærkere pesticider til, siger Claus Hunsballe.

13000 tons jordbær
Der bliver cirka dyrket 13000 tons jordbær i Danmark om året, plus dem der bliver dyrket i private haver. Det bliver altså til over to et halvt kilo danske jordbær til ALLE danskere om året. Næsten alle jordbærrene bliver spist friske, det er kun en meget lille del bliver brugt i industrien til for eksempel marmelader. Langt størstedelen bliver solgt i supermarkeder, til restauranter og catering, og de sidste bliver solgt i gårdbutikker, på markeder og i boder.
-Men jordbærboder med helt friske jordbær, som dem i har i Tyskland, har vi ikke mange af endnu. Indtil videre har vi lidt telte, hvor der er betjening som også sælger kartofler og grønne ærter, siger Claus Hunsballe.
-De bær du kan købe i supermarkederne er mindst 1 døgn gamle. Vi plukker dem om morgenen, så bliver de kørt ud til distribution, og tidligst næste dag står de i dit lokale supermarked. Nogen af butikkerne ynder at sætte dem ude i solen, og det kan de jo slet ikke tåle. Så ja, hvis du oplever, at de bær du køber i de små boder er friskere, så har du helt ret, griner Claus Hunsballe.
-Men vi får meget få klager, jordbær har en fantastisk goodwill hos danskerne, siger Claus Hunsballe der selv producerer 100 tons jordbær om året.




Artikel og opskrifter har været bragt i Flensborg Avis den 12. juni
Foto Gertrud Sabroe Termansen