fredag den 30. marts 2012

Cookies til Duborg

I denne uge har 7. klasserne på Duborg Skolen et avisprojekt hvortil de søgte annoncører. Da jeg hørte, at både McDonald og Saturn havde indrykket en annonce, tænkte jeg, at det var da også lige noget for Louises Køkken. Som betaling foreslog jeg at bage kager! de er ca. 50 plus det løse, så det bliver cookies. Jeg har brugt smarties og hvid chokolade, det gør dem hvinende søde. Så hvis det ikke var til 12-13-årige piger, ville jeg have brugt mørk chokolade.


375 g blødt smør
300 g brun farin
375 g sukker
1 spsk vaniljesukker
400 g mel
175 g havregryn
2 æg
200 g hvid chokolade
125 g smarties



Tænd ovnen på 200 grader. Pisk smør og de tre slags sukker sammen. Rør mel og havregryn i sammen med æggene. Hak chokoladen og bland den og smarties i dejen. Form små flade kugler på 25 g stk og sæt dem på bageplader. Bag dem i ca. 10 minutter. Afkøl dem på en rist, og læg dem i kagedåser når de er helt afkølede.

Efterskrift:
Kagerne var en succes, men journalisterne glemte at sætte min annonce i avisen - øv.




                                        

torsdag den 29. marts 2012

Frokost i Flensborg

Kommer du forbi Flensborg i påsken, bør du gå en tur i Rote Strasse og spise en dejlig suppe i Blumenhof i den lille suppebutik. Som alt andet her i byen er det vildt billigt!



En gang røg til Otmar

I dag slutter en af mine tidligere redaktører med at redigere og da han er en af dem der har egen rygekabine har jeg sammensat en røget frokostmenu til Otmar.

Vi lægger ud med lidt dansk tapas

Røgede muslinger 
Server citron og ristet rugbrød til

Herefter er der en skøn påskesalat med tærte til.

Røget ørred salat med rygeost creme
TID: CA. 20 MIN.

200 g varmrøget ørred
6 vagtelæg
1 bundt grønne asparges
2 avokado
1 spsk citronsaft
1 bakke feldsalat
1 glas stenbiderrogn 50 g.
1 dl cremefraiche 18 %
½ dl rygeost
Peber, sukker og evt. salt

Skær fisken i mundrette stykker. Kog æggene hårde, i ca. 3 minutter. Pil og halver dem. Knæk det nederste af asparges og kog dem i saltet vand i ca. 3 minutter. Skær dem i mindre stykker. Halver avokadoerne, fjern stenene og skær skallen af. Skær kødet i lange stykker og vend dem i citronsaft. Rengør salaten og arranger den i små skåle med ørred, asparges, æg og avokado. Rør rogn, cremefraiche og rygeost sammen og smag til med peber, sukker og evt. salt. Server dressingen til fiskesalaten.

Tærte med røget laks og røget ost

Tærtedej
100 g hvedemel
1 tsk salt
50 g smør
1 æggeblomme

Fyld
100 g røget laks
½ løg
2 fed hvidløg
250 g små tomater
2 æg og 1 æggehvide
100 g friskost
1 tsk oregano
1 tsk rosmarin
75 g italiensk røget revet ost

Hæld mel og salt i en skål. Hak smørret ned i melet og smuldr det mellem fingrene. Saml dejen med æggeblommen og tril den til en kugle. Læg dejen på køl i 10 minutter. Rul dejen ud og læg den i en smurt tærteform ca. 20 cm i diameter. Prik i den med en gaffel. Bag tærtebunden i ca. 15 minutter ved 180 grader til den tager farve.
Skær laksen i strimler. Pil og hak løg og hvidløg. Vask og halver tomaterne. Pisk æg og friskost sammen med krydderierne og rør revet, røget ost i. Fordel grøntsagerne i tærtebunden og hæld æggecremen over. Bag tærten færdig i ca. 25 minutter. 
Velbekomme!

onsdag den 28. marts 2012

lam menu

Allerede i sidste uge var der en opskrift på lam, men som man ikke kan komme uden om and og flæskesteg i julen, kan man heller ikke se bort fra at det er lam og æg der præger spisebordet i påsken. At vi spiser lam i påsken skyldes at kristne har overtaget jødernes tradition hermed. Jøderne mindes flugten fra Ægypten, når lammet kommer på bordet. Mens de kristne har lagt en ny forståelse i lammet. Jesus bliver nemlig ofte omtalt som et lam. Kristne ser Jesus som et offerlam, der har befriet mennesker fra alt hvad der tynger og undertrykker. Den dybere forståelse vil jeg overlade til præsterne i påsken og blot konstatere at det er fantastisk med lammesteg, ikke mindst til påske. 
Læs mere i Flensborg Avis den 29. marts om påsken.http://www.fla.de

Lammeskank
Skal det være nemt kan man komme rodfrugter og kartofler ind i ovnen, når der er 1 times stegetid tilbage. Så er tilbehøret klart sammen med kødet.
4 fed hvidløg
1 spsk koriander frø
1 spsk chiliflager
1 tsk stødt ingefær
1-2 tsk salt
6 lammeskanker (Lammhaxen)
Olie til stegning
250 ml bouillon
Ca. 250 ml mørk øl
Tænd ovnen på 160 grader. Pil og hak hvidløgene. Stød koriander, chiliflager og ingefær i en morder sammen med salt og bland det med hvidløget. Stik huller i skanken med en lille kniv, eller løsn skindet/fedtet lidt og kom krydderierne ned i. Varm fedtstof i en gryde og brun skankerne. Stil skankerne i et ovnfast fad. Hæld lidt bouillon og øl over og sæt fadet i ovnen. Hæld lidt bouillon og øl over kødet ca. hver halve time. Skankerne skal have ca. 2½ time eller indtil kødet løsner sig fra benet.

Couscous
200 ml couscous
400 ml bouillon
50 ml olivenolie
Saft og skal af ½ citron
½ tsk af følgende stødte koriander frø, chiliflager, stødt ingefær
1 fed hvidløg
5 stilke hakket mynte
Salt og peber
Hæld couscous i en skål og hæld varm bouillon over. Lad det stå 15 minutter under låg. Rør olie, citron saft og -skal i og smag til med krydderier, hvidløg og mynte. Krydr med salt og peber.

Kål salat
Spis kål i påsken, det holder maven i gang, fylder godt og feder lidt. 
¼ hvidkål
2 gulerødder
2 æbler
100 g dadler/ figner /rosiner
50 g hasselnødder
1 bundt friske koriander
Olivenolie og citronsaft
Salt og peber
Skær kålen i tynde strimler. Skræl gulerødderne og skær dem i lange strimler. Vask æblerne og skær dem i tynde både. Hak de tørrede frugter. Rist nødderne på en tør pande. Vend det hele sammen i en skål og hæld olie og citronsaft over. Krydr med salt og peber.

Min lille tærte

Tærter er perfekt restemad. Her kan man komme af med små portioner af ost, mælkeprodukter, skinke og pølse. 
Skal det gå hurtigt, kan jeg klart anbefale færdige ruller med tærtedej. Der er kommet en spelt variation fra Wewalka- forhandles bl.a. i føtex- som er ganske velsmagende. Husk at de SKAL forbages ellers bliver det noget blødt stads. Hvis det skal være grovere, kan man rulle kerner og frø ud på tærtedejen. Det giver et godt bid.
 
1 rulle fuldkorns tærtedej
½ dl sesam, hør, speltflager eller lign.
300 g spinat
3-4 æg
4 dl hytteost, fløde, mascarpone, yoghurt eller lign.
100 g ost 
100 g skinke, pølse eller tun
muskat, salt og peber 
 
Tænd ovnen på 220 grader. 
Pak tærtedejen ud. Læg den på bordet og drys kerner og flager over. Rul tærtedejen lidt større og fordel den i en stor og en lille tærteform. Prik huller i med en gaffel og dæk med papir og tærteærter. Bag i 10 min. Fjern papiret og bag yderligere 5 minutter.
Tø spinaten op og pres den fri for væde. Pisk æg og mælkeprodukter sammen. Riv eller smuldr osten og bland det i æggene. Skær kødet i tynde skiver. Fordel spinaten og kødet i de forbage tærter. Hæld æggefyldet over og bag tærterne færdig i ca. 25 minutter. 
Fordelen ved to tærter er, at man kan lave variere fyldet, så alle omkring bordet får noget de bryder sig om.
 
 
 



tirsdag den 27. marts 2012

Forår i London

Gordon Ramsay, Jamie Oliver, Nigella Lawson og en hel del andre har gjort det, man for bare 15-20 år siden, havde troet var umuligt. Nemlig at forvandle det fedtdryppende, engelske køkken til noget der er lækkert og værd at rejse efter. Der har jo altid været rigtig gode Michelin restauranter i England, men det at finde gode restauranter på hver et gadehjørne (i hvert fald i London), det er noget nyt. Der er stadig masser af pubber der servere typisk engelsk morgenmad, frokost og aftensmad. Men selv her, er det ligesom, at de også har set lyset. De tilbyder en god salat og serverer masser af friske (fra fryseren) grøntsager til pien og pinten. 
Hvis man alligevel er på de kanter og er træt af kæderestauranter og ensformighed og tilmed er sulten, er der er et stort overdækket fødevaremarked i London. I gå afstand fra Millennium Bridge, Tate Modern, Shakespeare’s Globe og St. Pauls Cathedral finder man Borough Market. Her har de siden 1756 solgt madvarer til londonerne. De tilbyder udsøgte brød og kager, grøntsager, fisk, kød og engelske oste i alle afskygninger. Hvis man ikke ønsker at købe de friske varer med hjem, står masser af søde engelske mænd og kvinder parat med burgere, hotdogs, varme retter, supper og varme og kolde drikke som man kan spise på stedet eller tage med.

Her er opskriften på en skøn varm drik, inspireret af den den søde mand her på billedet solgte.
Varm ingefær lime drik
5 øko lime
100 g sukker
1 cm ingefær
Skær limefrugterne i grove tern og hæld dem i blenderen. Hæld sukker og ingefær i. Blend det hele og lad det stå og trække i min. ½ time - gerne længere. Si saften fra og bland den med varm vand.

Gordons Klistrede citronkylling
Skønno aftensmad

1 kylling skåret i 8 stykker
Olivenolie
1 helt hvidløg delt på tværs
Timiankviste
Sherryeddike
2 spsk soja
3 spsk honning
1 citron i tynde skiver
1 bundt persille, hakket
Salt og peber
Krydr kyllingestykkerne med salt og peber. Varm olie i en stor pande. Brun kødet (ad flere omgange) med hvidløg og timian til kødet er gyldent. Kom alle kyllingestykkerne tilbage i panden, stænk med eddike og tilsæt soja og honning. Ryst panden ivrigt. Hæld en sjat vand på og tilsæt citronskiverne. Lad væden boble og koge ind til en sirup. Det tager ca. 10 minutter. Nu skulle kødet være færdigt, hvis ikke, giv det lidt længere. Hak persillen og drys det over den færdige ret. Server kartoffelmos til.

mandag den 26. marts 2012

Umoderne kager



Jeg er ofte i gang med at bage et eller andet, for så er jeg fri for at gøre, det jeg ikke gider. 
Så for et par uger siden kaldte jeg familien sammen til te og boller ved 4 tiden om eftermiddagen. Det gad min mand ikke! Han var træt af at skulle sidde der og drikke te og æde mine forsøg. Det satte en midlertidig stopper for min bagelyst, med den er så småt kommet igen. Og det er min mands lyst til hjemmebag også. 


Kagerne her er ikke helt med på moden, da de kun har masser af dejligt fyld men er helt upyntede.

Muffins
150 g smør
150 g sukker
Korn af en stang vanille
Saft og skal af ½ citron
1 æg
225 g mel
2 tsk bagepulver
250 g yoghurt eller hytteost
2 Snickers chokolade eller lign.
Tænd ovnen på 175 grader. Smør muffinsformene eller sæt en papirform i hver. Rør smør, sukker, vanille og citron sammen. Pisk ægget i. Bland mel og bagepulver i dejen skiftevis med yoghurten. Hak chokoladen og vend den i dejen. Fordel dejen i formene og bag kagerne i ca. 30 minutter. Lad kager blive i formen til de er let afkølede.

Pizzaboller
100 ml mælk
40 g gær
150 ml tomatpure
1 æg
1 tsk salt
1 tsk sukker
3/4 dl olie
75 g salami i tern
Ca. 500 g hvedemel
12 skiver ost
Varm mælken til den er fingervarm. Rør gæren ud i lidt af mælken og tilsæt resten af mælken, tomatpure, æg, salt, sukker, olie og salami. Ælt mel i til dejen føles smidig og slipper bordet / skålen. Lad den hæve overdækket i 45 minutter. Tænd ovnen på 180 grader. Del dejen i 12 stykker og form dem til boller. Sæt dem i en muffinsform og læg en skive ost på hver. Lad dem hæve i 20 minutter. Bag dem i ca. 15 minutter til de er lysebrune og osten er smeltet.