mandag den 7. december 2015

Chai


Chai

Chai smager af mere, hvis den tilberedes i god tid og får lov at trække med krydderierne. Asa spices har gode blandinger til chai og hvid og rød gløgg, se mere på www.asaspice.com

1 liter stærk sort te
3 spsk rørsukker
2 kanelstængler
4 skiver frisk ingefær -hel tørret ingefær kan også bruges
4 kardemommekapsler
1 tsk hele nelliker
1 tsk sort peber
3 dl mælk
evt. rom

Brug hele krydderier og stød dem eventuelt lidt i en morder inden de bruges i opskriften.
Tilbered en stor stærk kande te. Si teen i en gryde. Varm teen op med sukker, kanelstængler, ingefær, kardemomme, nelliker og peber. Lad det simre i mindst 30 minutter –gerne længere. Smag til med sukker. Varm mælken op og hæld den i den varme te. Mælken kan også hældes i fra begyndelsen.

Foto: Gertrud Sabroe Termansen til Flensborg Avis


søndag den 6. december 2015

Julemarked i Hamborg





Vi er ti gode venner, der er på juletur til Hamborg. Vi er med toget fra Flensborg, for at slippe for lange bilkøer, problemer med at finde parkeringspladser og ikke mindst undgår at skulle køre hjem igen. Toget giver også god mulighed for at varme op til med snacks og drinks. Og vi er ikke de eneste i kupeen, der skal ned og nyde den gode, tyske julestemning. Et hold jyske damer drikker små likører, hurtigere end vi kan nå at sige skål.

Nu småløber vi ned af Mönckebergstraße for at få årets første punch på det store julemarked. Her er spåner på jorden og en dragende duft af bagte kager og varm sprut. Det er endvidere tidligt på aftenen, så der er ikke nogen, der er højtråbende og fulde – endnu. 

-Jeg spiser kun frugt, der er gæret, siger Hans og maser sig gennem folkemængden.
-Hvad mener du? Spørger jeg naivt, mens jeg forsøger at følge trop.
-Vindruer, siger Hans.
-Nåårr. Spiser du slet ikke frugt, fortsætter jeg og kan se, at Hans bliver træt i blikket og tænker, hvordan kommer jeg væk fra hende sundhedsapostlen.
-Jo, jeg spiste en portion jordbær med fløde og sukker i sommer, siger Hans, der er nået frem til punchboden.
-Mit schuss, råber Hans og kaster sig ind mellem minkklædte damer og mænd med blød hat, der høfligt går til side for den store dansker.
Vi smager os gennem boderne og falder hurtigt i snak med de andre gæster. Der er ingen tvivl om, at danskerne har hørt om de tyske julemarkeder. Der bliver talt dansk ved mindst halvdelen af langbordene, og der bliver især talt om, at det er meget, meget billigere end i Danmark. En punch koster omkring 4 euro, det er vel nogenlunde halvdelen af, hvad den koster i København.

Julemarkederne i Hamborg hører til de mest berømte i Tyskland, kun overgået af Berlin i besøgstal. Det traditionelle Weihnachtsmarkt finder man ved rådhuset -Rathausmarkt. Hvert år besøger mere end tre millioner juleglade gæster torvet foran det store rådhus. Området er bygget smukt op med små, udsmykkede træboder. Herfra kan vi købe glühwein, stæk kakao og jägerte af kvinder og mænd i alt fra dirndl til nissekostume. Men der er også fast føde. Rustikke træbrædder med røget skinke, fast ost og store syltede agurker frister sammen med søde berlinere og hjemmelavet chokolade. Der er masser af boder med kunsthåndværk og julegaveideer, og det er svært ikke at komme af med en formue. Til glæde for børn og barnlige sjæle flyver julemanden over Rådhuspladsen tre gange om dagen i sin kane.
Til højre for Rådhuset ligger Gänsemarkt. Her er der også et lille marked, med nogenlunde det samme udbud blot i en mindre udgave og med karrusel.
Til venstre for rådhuset ligger Mönckebergstraße. Her er ligeledes julemarkeder, og masser af artister og dansere, der underholder for en lille skilling. 

Lidt senere på natten når Hans og jeg og resten af selskabet til Reeperbahn og byens frækkeste julemarked -Santa Pauli. Det er ikke for børn, men dem er der heldigvis heller ikke nogen af her. Boderne lokker med chokolade i frække former, kinky julegaver og strip! Nu har selv Hans fået nok varm, gæret frugt og selskabet skynder sig på diskotek, hvor vi får svedt glühwein og brændte mandler ud de næste par timer. Dagen efter ser vi det hele i dagslys, og det er stadig julet og bestemt en togrejse værd. 
Selvfølgelig er det hele større, flottere og frækkere i Hamborg. Men der er jo grænser for hvor mange punchboder, man kan besøge, og hvor mange brændte mandler og mutzen man kan spise, inden man får halsbrand. Så julemarkedet i Flensborg duer stadig, og så kan vi flensborgere sove julerusen ud hjemme i sin egen seng. 

BONUSINFO
De fleste af Hamborgs julemarkeder har følgende åbningstider:
Søndag til torsdag er der åbent fra 11-21. Fredag og lørdag 11-22. Restauranter holder åbent til 23. Den 24. og 25. december er der lukket.
Santa Pauli har åbent mandag til onsdag fra 16-23, torsdag 16-24, fredag og lørdag fra 13-01, søndag fra 13-23. Indgang kun for personer over 18 år.
Der er flere julemarkeder i Hamborg, end de her nævnte. Se mere om Hamborgs julemarkeder på http://www.germany.travel/dk og søg på jul.


lørdag den 5. december 2015

Coq au gløgg


Vi har spicet coq au vin op, med julekrydderier og tørrede frugter.  Brug gerne krydderier fra Mill&Mortar.  Hvis du bruger en økologisk kylling, skal du være opmærksom på, at tilberedningstiden er længere.

TID: 1 TIME OG 10 MINUTTER

Kyllingen kan laves i god tid - gerne dagen- i forvejen og varmes inden servering.

100 g god bacon
2 rødløg
1 kylling
fedtstof til stegning
4 dl rødvin
1 stang kanel
2 kapsler kardemomme
5 nelliker
5 tørrede figner

Rodfrugtemos
500 g kartofler
200 g gulerødder
100 g pastinak
1-2 spsk olivenolie eller smør
salt og peber
persille til pynt og smag

Skær baconen i terninger. Pil løgene og skær dem i både. Brun baconen og løg  i fedtstof. Skær kyllingen i mindre stykker. Steg kyllingen med i 5 minutter. Krydr med salt og peber. Hæld vin over og lad det simre et par minutter. Hæld kanel, kardemomme og nelliker over. Skær fignerne i strimler og hæld dem i. Kog op og skru ned. Læg låg på og lad retten simre i cirka 40 minutter til kødet er mørt. Skræl kartofler, gulerødder og pastinak og skær dem i mindre stykker. Kog det hele i cirka 20 minutter til det er mørt. Hæld vandet fra og mos grøntsagerne med olivenolie. Smag til med salt og peber. Pynt med persille.

FOTO: Martin Tanggaard til Ugebladet SØNDAG

onsdag den 2. december 2015

Vaniljekranse



Her har man brug for en kødhakkemaskine med et specielt lille jern, som kører dejen ud i stjerneform. Alternativt kan dejen formes til kugler der trykkes flade med en gaffel.

Portionen giver cirka to bageplader

TID: CA. 1 TIME OG 30 MIN. INKL HVILETID OG BAGNING

185 g smør
100 g sukker
100 g flormelis

1 spsk vaniljesukker
Kornene fra ½ vaniljestang
275 g hvedemel
1 æg

Hak smørret ned i en skål. Hæld de tre slags sukker, vaniljekorn og mel i skålen og smuldr dejen sammen med fingrene. Saml dejen med et æg. Del dejen i tre stykker og læg dem på køl i en halv time. Kør dejen gennem kødhakkemaskinen og for længderne til kranse. Læg dem på en bageplade med bagepapir og bag dem i ca. 10 minutter ved 200 grader. Afkøl på en rist.

Foto: Gertrud Sabroe Termansen
Tekst og foto har været bragt i Flensborg Avis den 27. november


tirsdag den 1. december 2015

Bagetips til småkager





-Brug kolde bageplader hver gang du sætter et nyt hold kager over.
-Når kagerne kommer ud af ovnen, skal de vippes over på en rist. Men vent med at tage kagerne af bagepapiret før de er afkølet let. Ellers risikere de at knække.
-Brug de bedste råvarer du har råd til at købe. Margarine kommer ikke til at smage som smør, fordi man former det til en småkage.
-Hvis du gerne vil stikke dine kager ud med en udstikker, skal dejen være fast (med mere mel) og gerne uden nødder.
-Når du støder dine krydderier selv, smager de af meget mere end dem man køber stødte.
-Brug din kaffekværn til at støde kanelstænger, nelliker, kardemomme.
-Du kan fryse din dej ned i ruller og gemme den i op til 2 måneder i fryseren.
-Opbevar kagerne i dåser. Men læg først låg på når kagerne er helt afkølede.


Peanutbuttersmåkage med chokolade

TID: CA. 1 TIME OG 30 MIN. INKL HVILETID OG BAGNING

CA. 40 stk.

Chokoladen kan undlades

Nem


50 g blødt smør
75 g crunchy peanutbutter/ jordnøddesmør
125 g sukker
150 g mel

50 g chokolade til pynt

Rør smør, peanutbutter og sukker sammen. Ælt mel i. Form dejen til to ruller, pak dem i film og sæt dem i køleskabet til de er gennemkolde. Det tager i ca. 45 minutter. Skær kagerne i tynde skiver, sæt dem på en bageplade med bagepapir. Bag dem i ca. 10 minutter ved 200 grader. Afkøl kagerne på en rist. Smelt chokoladen over vandbad og dyp kagerne i chokolade. Lad dem tørre.

Foto: Gertrud Sabroe Termansen
Opskrift og tekst har været bragt i Flensborg Avis den 27. november 2015

fredag den 6. november 2015

Til frokost med Abdulkader, Ahmed, Mohamad og Khadija



Det er altid mændene der laver kødet, her et det Mohammed.
-Sådan spiser vi, når vi fester, og når vi er sammen med familie og venner, siger Abdulkader Attal og rækker hånden ud mod bordet, der er fyldt med kebab, grillede løg, tabbouleh og hummus.
-Inden krigen plejede vi at gå hen i parken og grille og spise sammen hver fredag. Fredag er jo vores helligdag, fortsætter han. Abdulkader Attal er fra Alleppo i Syrien. De sidste to måneder har han været i Flensborg med sin kone og tre børn på tre, otte og ti år. Lige nu bor de på en lukket skole i Schloßstraße.
-Det er ikke optimalt, der er ikke noget privatliv, men det går. Jeg glæder mig, til vi får vores eget. Vores eget køkken med køkkenmaskiner, så vi kan lave falafel, siger Abdulkader Attal og smiler ved tanken.
I september måned møder Gertrud og Christian Termansen familien Attal til et »Refugees Welcome« arrangement som Sportpiraten organiserede i Flensborg.
Gertrud inviterer familien Attal og deres nye naboer i Flensborg Ahmad og Mohamad til frokost. Abdulkader Attal taler engelsk, de andre taler syrisk.
-Vi boede dejligt midt i Aleppo. Vi havde ikke køkkenhave, men min kones familie bor i en forstad til byen, og de har oliventræer, æbler og en stor køkkenhave, fortæller Abdulkader Attal.
-Før krigen boede der syv millioner mennesker i Aleppo, nu bor der 1 million. 70 procent af alle bygningerne er bombet. Vores hus er væk, min onkels fabrik er væk, alt er væk, siger Abdulkader Attal og kigger ned i kaffen.
-Vi spiste godt før krigen, og vi brugte omkring 300 euro på mad. En familie der ikke har så meget kunne nemt leve for 100 euro om måneden, siger Abdulkader Attal.
Han stikker hånden i lommen og tager nogle cent op.

-For de her 18 cent kunne jeg købe en dejlig morgenmad med te. Nu er alt anderledes, siger han og ryster på hovedet.
-Vi har de bedste vindruer og figner i Syrien. Kvinderne tørrer selv fignerne, så de kan holde sig i 5-6 måneder, siger Abdulkader Attal. 
Ahmed og Mohamad blander sig. De taler sammen på arabisk og Abdulkader Attal fumler lidt med mobiltelefonen og viser mig skærmen. Watermelon står der. Abdulkader Attal finder hurtigt de ord, han ikke lige kommer i tanke om på google-translate.
-Der er de bedste vandmeloner og vindruer i Syrien, siger han.
De bruger ikke druerne til vin, da de er muslimer og ikke drikker alkohol.
-Det er mit eget valg, om jeg vil drikke vin eller ej. Vi ryger vandpibe, siger Abdulkader Attal. Han tager sin kaffe med udenfor og får en smøg.

-Det er jo helt anderledes, end når vi spiser med vores tyske og danske venner, siger Christian Termansen.
-Med vores nye syriske bekendte bruger vi to timer på at tilberede maden, vi spiser i tyve minutter, og så er det færdigt, siger Christian Termansen.
Vi aftaler, at vi skal mødes igen i begyndelsen af november. Der skal vi have falafel. Det er en af de mest berømte syriske retter, der er kendt verden over. Falafel er små vegetariske boller der bliver lavet af kikærtemel, løg, hvidløg og krydderurter og stegt i olie. Falafel servers ofte med fladt brød, yoghurtdressing og blandet salat.


Her er opskrifterne på den gode mad der blev serveret:

http://louises-koekken.blogspot.de/2015/11/det-syriske-kkken.html

Teksten har været bragt i Flensborg Avis den 30. oktober.
Foto: Gertrud Sabroe Termansen

Det syriske køkken



De mest brugte madvarer er gryn og dadler, mælk, olivenolie, ost og kød fra får, geder og
kameler. I oaserne, langs floderne og i kystområder med nedbør er udvalget større. Her dyrkes byg, durumhvede, kikærter og forskellige bønner, aubergine, hvidløg, løg, tomat, sød og peberfrugt. De mest karakteristiske krydderier i Syrien og landene omkring er kanel, koriander, mynte, rosmarin, safran, spidskommen og verbena.


Syrisk kebab
Skal grilles
1 ½ time
God til mange
Du skal bruge spyd, der ikke er runde

Lammesmåkød
Løg
Persille
En blanding af 12 forskellige krydderier heriblandt sort peber, kardemomme, kanel og salt

Hele løg

Kør kødet to-tre gange i en kødhakker til det er meget finthakket. Hak løg og persille og vend det i kødet sammen med krydderierne. Læg kødet i fryseren i 30 minutter.
Tænd grillen.
Form kødet omkring spyddene. Spyddene må ikke være runde. Grill kødspyddene på grillen. Sæt ligeledes de hele løg på spyd og grill dem.

Tabbouleh – syrisk salat

Nem
30 minutter
Vegan
God til mange

1 lille bundt frisk persille
1 lille bundt frisk mynte
1 citron
2 røde peberfrugter
3 tomater
1 salatløg
1 agurk

Pluk persille og mynte og hak det fint. Skær citronen i tynde skiver. Skær peberfrugt, tomat, salatløg og agurk i tynde skiver. Arranger det på et fad og hæld olivenolie over.


Hummus
Nem
Vegan
20 minutter
Holder sig godt, kan bruges til pålæg
Kogte kikærter på dåse kan bruges – brug 2 dåser

250 kikærter
ca. 1 ½ dl kogelage
½ dl citronsaft
5 fed hvidløg
2 spsk tahin
1 tsk stødt spidskommen
1 tsk stødte koriander
salt og peber
Olivenolie og spidskommen til pynt

Læg kikærterne i blød i 6-12 timer.
Hæld vandet fra og kog dem møre i nyt vand ca. 45 minutter. Hæld vandet fra – gem 2-3 dl.
Blend kikærter, kogelage, citronsaft, hvidløg, tahin, spidskommen og koriander til en cremet masse. Tilsæt mere kogelage hvis den ikke er cremet nok. Smag til med krydderier

Opskrifterne har været bragt i Flensborg Avis
Foto: Gertrud Sabroe Termansen