lørdag den 8. december 2012

Mysli og honningsmør til julebrunchen



8. december

Hjemmelavede lækkerier til brunchen. De kan selvfølgelig også gives væk som værtindegave.  

Mysli
100 g groft valsede havregryn
2-3 spsk honning
50 g mandler
25 g sesam
25 g solsikke
2 spsk hørfrø

Rist havregryn på en varm pande. Kom honning på når de begynder at dufte og rør rundt i dem. Hæld grynene på bagepapir. Hak mandlerne og rist dem sammen med solsikke og sesam. Bland med grynene og hørfrø. Hæld den afkølede mysli på et pænt glas.

Honningsmør
75 g honning
50 g blødt smør

Rør honning og smør sammen og kom det på et pænt glas eller en lille skål. Opbevar smørret i køleskab til det skal serveres.

Foto Gertrud Sabroe Termansen

fredag den 7. december 2012

Koglekrans og bordkort af kogler



7. december

Bordkortene er sprayet hvide, men de kan også males med div. maling. Navnene på kortene er skrevet med en fladpen.
















Koglekrans
Materialer: 10-15 grankogler, metaltråd, tynd metaltråd, kontaktlim og et lille stykke brunt læder.
Fremstilling: Fold 2 metal ringe til  26cm. og 27cm.i dm. sno dem sm. hver for sig og sæt dem derefter sm. med den tynde metaltråd så man kan stille koglerne på metaltrådene. Klip små stykker læder 1cm.*1 ½ cm. et stykke til hver kogle, kom lim på koglerne og læderstykkerne, og tryk så dem så fast på ringene. Hæng kransen op på døren.








Ide Lotte Dandanell
Foto Gertur Sabroe Termansen  

torsdag den 6. december 2012

Skøn krydret julesteg



6. december

Det går ikke kun at spise småkager og drikke gløgg, der skal også ordenligt mad til og her er en dejlig steg med en god og fyldig salat til. 

Langtidsstegt steg med krydderier


1 nakkefilet på ca. 1,5 kg
½ frisk chili
10 nelliker
1 spsk korianderfrø
2 stilke rosmarin
Salt og peber
1½ dl æblemost

Tænd ovnen på 150 grader. Dup kødet tørt. Skær små lommer i kødet. Skær chili i skiver og del rosmarinen i mindre kviste. Gnid kødet med alle krydderierne og læg nogen af dem i lommerne. Stil stegen et ovnfast fad. Hæld æblemost i bunden af fadet og sæt fadet i ovnen. Steg den i ca. 2½ time til kødet er meget mørt.
 
Adventssalat
Du kan tilberede alle ingredienser og blande dem sammen en times tid før servering, men vent til allersidst med at komme olie og citronsaft over. Ellers falder salaten sammen.

200 g sorte linser
1 fennikel
300 g rosenkål
2 appelsiner
2 rødløg
1 radicchio
2 spsk olie
Saft af ½ citron
Salt og peber
100 g fast ost f.eks. Präst fra Castello
5 stilke persille

Kog linserne møre efter anvisning på emballagen. Rengør fennikel og rosenkål og skær dem i tynde skiver. Skræl appelsinerne og skær dem ligeledes i tynde skiver. Pil løgene og skær dem i tynde både. Vask og tør salaten og riv den i mindre stykker. Arranger grøntsager og appelsin på et fad. Krydr med salt og peber. Skær osten i flager og pynt med den og persille. Dup olie og citronsaft over.

Foto Bjørn Jacobsen for ugebladet SØNDAG

onsdag den 5. december 2012

Lange puder i stramajbroderi




5. december

Superfede lange puder syet sammen af gamle stramajbroderier. 
Hvis du ikke orker at sy dem selv, kan du købe dem på Lottes Julemarked. Det bliver holdt her i weekenden den 8.-9. december på H.C.Ørstedsvej 18 på Frederiksberg. Er du ikke i nærheden af Frederiksberg den weekend, send en mail, så finder vi ud af det.

Puderne måler 80cm.*12cm. og der er en bomuldspude indeni.

Materialer: 4-5 stramaj pudestykker der passer nogenlunde sammen, bånd, border, pudefyld, bomuld 40cm.*82cm.(til puden indeni)

Fremstilling: ( bomuldspude)Klip 40cm. *82cm. og 2 cirkler 14cm. i dm. I bomuldsstof, sy sm. på den lange led, lad en åbning stå til at vende i, og sy endestykkerne på, vend og fyld med fiberfyld eller pladevat, sy for hullet. Læg stramajbroderierne op og sæt dem sammen så de passer i farve eller mønster. Sy dem sammen og sy evt. bånd eller border på. Klip til så arb. måler 40cm.*82 og 2 cirkler på 14cm. Sy sm. på den lange led, lad en åbning stå. Sy endestykkerne på, vend og stop puden ind og sy for hullet.

Ide Lotte Dandanell
Foto Gertrud Sabroe Termansen 

mandag den 3. december 2012

Varme juledrikke



4. december 

Mit hoved dunker, min krop er tung, min næse ligner Rudolfs og løber hurtigere end en kane kan køre. Jeg ligger og venter på, at den kæmpe dyne der har lagt sig over min krop forsvinder, så jeg kan komme i gang med at jule for alvor. Noget af det der hjælper lidt, er varme drikke, så her er der bud på tre lækkerier, der kan åbne op for hyggen.

Varm myntete med rørsukker og rom
Til 2 glas

2 poser myntete
Kandissukker
Evt. rom og frisk mynte

Tilbered mynteteen, den må gerne være stærk men ikke bitter. Server den med kandis og rom.

Æblemost med calvados
Til 2 glas

4 dl æblemost
Sirup
Calvados

Varm æblemosten op over svag varme. Hæld den varme most i to glas, smag til med sirup og calvados.

Nutella mælk med flødeskum
Til 2 glas

4 dl mælk
2 spsk nutella
¼ piskefløde

Varm mælken op og rør nutella i. Pisk fløden til skum og server den til den varme nutellamælk.

søndag den 2. december 2012

Uro med juletræer





3. december

Så skal der pyntes op! mobiler er super in og her kan vi alle være med. Du kan også spraye grenen hvid og sætte hvid papirpynt på.

Find en lille gren i skoven, haven eller parken når du er ude og gå en tur.
Materialer: lille gren, guldmaling, perler, guldpap og tynd metaltråd ( klip stykker a´30cm.)

Fremstilling: Mal eller spray grenen, lad den tørre, klip juletræerne ud, lav et lille hul foroven, sæt en perle på, sno rundt så perlen sidder fast og sno resten af metaltråden rundt om en strikkepind og sæt det fast på grenen. Sæt så mange juletræer på du har lyst til. Sæt evt.8-10 perler på i den ene ende. Til sidst sættes 3 metaltråde om grenen til ophæng, så grenen er i balance. 

Ide Lotte Dandanell til FamilieJournal
Foto Gertrud Sabroe Termansen 

Værtindegave



2. december


Denne finurlige blanding er en gaveide, til dem der sjældent laver mad, men sætter pris på den gode kvalitet. Bland gode råvarer sammen og giv dem væk i pæne glas, så emballagen også er en gave i sig selv.

Cookies med tranebær og mørk chokolade

150 g mel
1 tsk bagepulver
175 g sukker
100 g mørk grofthakket chokolade
50 g tranebær

Hæld alle ingredienserne i et glas. Skriv følgende på en seddel:
Rør glassets indhold sammen med 100 g smør og 1 æg. Form 20 kugler. Sæt dem på to bageplader med bagepapir og tryk dem flade. Bag dem i ca. 10 minutter ved 190 grader. Afkøl dem på en rist.

Foto Gertrud Sabroe Termansen