Viser opslag med etiketten glasur. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten glasur. Vis alle opslag

mandag den 20. februar 2017

Tømmermænd





Det er søndag eftermiddag. Jeg står på en tankstation i Nyborg og har koldsved. Vi er på vej hjem fra København, hvor vi har været til dobbelt 50-års fødselsdag. Værten ville os det rigtig godt, så vi fik champagne til kanapéerne, amerikansk Chardonnay til  forretten, Margaux til hovedretten og Riesling Auslese til desserten. Klokken 24 åbnede diskoteket, og det fejrede de i baren med Dark n’ stomy, gin og tonic og mojito. Jeg kom i seng klokken fem.
Kombinationen af, at jeg må have drukket for meget, røget for meget, danset og snakket for meget, er meget tydelig. For jeg har mistet stemmen og har ondt i benene. Jeg tager mig til hovedet for at flytte den syl, der borer sig ind. Men der er ikke nogen syl, blot den vildeste hovedpine. Jeg fryser, ryster og forsøger at gemme mig bag reolen med chips. Jeg prøver at fokusere på de nye nødder fra Kims. Min datter på 12 år er med. Hun vil ikke stå ved siden af mig.
-Mor, tag dig sammen, siger hun og rynker brynene.
-Jeg kan ikke, siger jeg og nærmer mig kassen.
Jeg hiver min tophue ned i panden og prøver at dække resten af ansigtet med mit tørklæde. Jeg bestiller en tropical-smoothie og fire pølsehorn. Smoothien er iskold og pølsehornene er brandvarme. Vi har to timer mere foran os, så min mand bestiller kaffe og ryster på hovedet af mig.
-Hvis du ikke kan tåle at drikke, må du lade være, siger han og griner.
Jeg undskylder min opførsel og lover, at jeg aldrig, aldrig drikker mere. Det er nok lige lidt mere, end jeg kan holde. Men jeg vil prøve at holde igen, næste gang jeg er til 100 års-fødselsdag.
Retterne i dag er inspireret, af den mad jeg spiste, indtil jeg blev rask igen. En mild og nem spinatsuppe og stor banankage. Det siges nemlig, at banan mildner tømmermænd.

Spinatsuppe med æg
Til 2 personer

1 æg
6 dl hønsesuppe/bouillon
400 g frisk spinat
salt, peber
2 spsk kerner f.eks. sesam, græskar, solsikke
karse

Kog ægget hårdt. Varm bouillonen op i en rummelig gryde. Vask spinaten og hæld den i bouillonen. Varm spinaten til den falder sammen. Rist nødderne på en tør pande. Smag suppen til med salt og peber og server den rygende varm med æg, ristede nødder og karse.

Banankage med flødeostglasur

225 g blødt smør
375 g sukker gerne en blanding af brun farin, melis og sirup
4 æg
4 modne bananer
375 g hvedemel
2 tsk bagepulver
2 tsk kanel
1 ½ tsk stødt kardemomme
1 tsk stødte nelliker

200 g flødeost
75 g flormelis
kornene fra ¼ vaniljestang
1 tsk vaniljesukker

Tænd ovnen på 170 grader. Rør smør og sukker luftigt. Pisk æggene i et ad gangen. Mos bananerne og rør dem i. Bland mel, bagepulver og krydderier sammen og rør det i dejen. Hæld dejen i en stor, smurt form ca. 35x25 cm, og bag den i ca. 40 minutter. Stik en pind midt i kagen, er der dej på, når den kommer ud, skal den have 10 minutter mere. Afkøl kagen i formen. Hæld flødeosten i en skål. Sigt flormelis i og rør glasuren sammen med vanilje. Fordel glasuren på den afkølede kage.

 Artiklen er skrevet til Kristelig Dagblad og har været på bagsiden den 18. februar 2017.
Foto Louise Dandanell Ørsted

fredag den 28. marts 2014

Banankage med lime & Appelsinkage med hvid chokolade





Det bliver svært at vælge, om det skal være den skønne banankage med lime eller appelsinkage med
den helt fantastiske glasur.
En ide kunne være at lave dobbelt portion Grunddej, dele den i to og så røre de to slags  fyldet i hver portion.

Grunddej
200 g sukker
200 g blødt smør
3 æg
200 g mel
2 tsk bagepulver


Banankage med lime 

1 portion grunddej
2 meget modne bananer
Skal og saft af 2 økologiske limefrugter

Glasur
100 g flormelis

Mos bananerne. Riv lime og pres saften. Rør bananer og halvdelen af limeskal og saft i dejen. Hæld dejen i en aflang, smurt form og bag den i ca. 45 minutter. Afkøl kagen i formen på en rist. Rør flormelis og limesaft sammen og fordel det og resten af limeskallen over den afkølede kage.



Appelsinkage med hvid chokolade
1 portion grunddej 
Skal og saft af 2 økologiske appelsiner
100 g hvid chokolade

Glasur
1 spsk flødeost
50 g blødt smør
150 g florsukker

Riv og pres appelsinerne. Hak chokoladen. Bland halvdelen af appelsinsaft og skal og halvdelen af chokoladen i grunddejen. Hæld dejen i en aflang smurt form og bag den ca. 45 minutter. Afkøl kagen i formen på en rist. Rør appelsinsaft, flødeost, smør og flormelis samme
n og fordel det over den afkølede kage. Pynt med appelsinskal og revet hvid chokolade.

onsdag den 19. marts 2014

Mokkakage

Så er der i den grad kage til dem der kan lide kaffe. En nem og god basisopskrift med en helt forrygende glasur...........



100 g sukker
100 g brun farin
200 g blødt smør
3 æg
200 g mel
2 tsk bagepulver
Evt. 1 spsk vanilje
 ½ dl mælk
2 spsk neskaffe

Creme
50 g blødt smør
100 flormelis
2 spsk neskaffe opløst i 2-3 spsk kogende vand

Tænd ovnen på 175 grader. Pisk de to slags sukker og smør sammen. Pisk æggene i et ad gangen. Bland mel, bagepulver og vanilje og vend det i dejen. Varm mælken og rør neskaffe ud i den. Rør kaffen i dejen og hæld dejen i en smurt springform. Bag kagen i ca. 45 minutter. Afkøl kagen i formen på en rist.
Rør ingredienserne til glasuren sammen og fordel den over den afkølede kage.

søndag den 16. marts 2014

Kokoschokoladekage


Dette vejr skriger på kage og valget faldt på denne klassiker med skøn glasur. 

 
200 g sukker

200 g blødt smør
3 æg
200 g mel

2 tsk bagepulver

1 tsk vanilje

50 g mørk chokolade

50 g kokos

Evt. ½ dl mælk 



Glasur af


100 g mørk chokolade

½ dl fløde

2 spsk sirup

1 spsk kokos



Tænd ovnen på 175 grader. Pisk sukker og smør sammen. Pisk æggene i et ad gangen. Bland mel, bagepulver og vanilje og vend det i dejen. Riv chokoladen og bland den og kokos i. Er dejen fast tilsættes ½ dl mælk. Hæld dejen i en smurt, stor tærteform og bag den i ca. 30 minutter. Afkøl kagen i formen på en rist.

Hak chokoladen groft og smelt den over lav varme i en gryde med fløde og sirup. Hæld glasuren over den afkølede kage og pynt med kokos.

tirsdag den 3. september 2013

Chokoladebradepandekage



Der er meget delte meninger om chokoladekager, nogen vil have brownies dagen lang, mens andre er godt tilfredse med kager, der ikke har set skyggen af chokolade men kun er farvet af kakao. Jeg er brownietypen, men hvis der er tale om en klassentimekage og lignende kan jeg godt klemme et stykke ned af denne her- men der er også masser af chokolade i.
Brug en mørk chokolade med et kakaoindhold på max 60 % ellers bliver smagen for stærk.

150 g chokolade
200 g smør
1½ dl kærnemælk
350 g brun farin
3 æg
300 g hvedemel
100 g kakao
1 spsk bagepulver

Glasur
150 g flormelis
25 g blødt smør
Vand
50 g chokoladen

Tænd ovnen på 175 grader. Smelt chokolade og smør over svag varme. Afkøl let og hæld kærnemælk i. Pisk farin og æg sammen. Bland hvedemel, kakao og bagepulver sammen og rør det i dejen skiftevis med chokoladen. Hæld dejen i en form 35 gange 30 cm beklædt med bagepapir og bag den i ca. 25 minutter. Den skal ikke have for meget, det gør den tør. Rør flormelis og smør sammen. Rør vand i til glasuren har en passende konsistens. Riv chokoladen. Fordel glasuren over kagen og pynt med chokolade. 

FOTO: Bjørn Jacobsen til Ugebladet SØNDAG