Viser opslag med etiketten Trine Krebs. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Trine Krebs. Vis alle opslag

onsdag den 20. maj 2015

Økologi 2





Hvad kan vi gøre, så vi får en sundere kost og en bedre jord? Louises køkken har talt med Trine Krebs, der er medejer af Frugtformidlingen. Trine Krebs’ hjerte banker for jord, råvarer og god hverdagsmad. Udover arbejdet i Frugtformidlingen er Trine Krebs formand for bestyrelsen for Praktisk Økologi. 

Første del af artiklen, der også har været bragt i Flensborg Avis, kan du se på bloggen under dette indlæg.
http://louises-koekken.blogspot.de/2015/05/den-gode-kologiske-gryde-i-sidste-uge.html


Det er sæson for rabarber. Mit lokale supermarked har tyske lokale rabarber men kun de konventionelt dyrkede. Og så har de økologiske peruvianske pærer. Hvad råder du mig til at købe?



 Jeg råder dig til at sige til grøntmanden i dit supermarked at du savner lokale økologiske rabarber. Dilemmaet er svært – og der er ingen rigtig løsning. Ved at købe de tyske konventionelle rabarber er vi med til at understøtte en produktionsmetode, som ikke er tilpasset til verdens miljø og naturudfordringer. Du får gift i din og dine børns mad – og produktionen understøtter ikke en bæredygtig udvikling – men den er lokal og er med til at skabe arbejdspladser og liv i dit lokalsamfund, hvilket jo er rigtigt vigtigt. Du har formodentlig også lyst til rabarber, fordi det er forår og i sæson, og det er nu, vi skal spise rabarber. Pærerne fra Peru, som er økologiske, har rejst en lang vej og derfor er der mange, som mener at de er meget miljøbelastende. Men mange undersøgelser viser, at den transport, som belaster vores mad mest er transporten i bil fra supermarkedet og hjem til dig. Hvis pærerne er sejlet fra Peru, så er det ikke transporten, der gør det store i miljøregnskabet. Noget, som ikke så mange tænker på, er at du ved at købe pæren, den økologiske fra Peru, gør en stor forskel for at hjælpe Peru til at udvikle sit økologiske landbrug. I mange lande er der jo ikke så strikse miljøkrav til produktionen, som der er i Europa – så ved at støtte økologisk produktion i disse lande, er vi med til at skabe udvikling. Det, som gør mig mest ked af det ved hele situationen er, at tyske/lokale pærer og æbler ikke så godt kan konkurrerer med prisen på pærer og æbler fra fjernere lande. Den forskel hænger oftest sammen med, at arbejdslønnen er væsentlig højere i vores lokale produktioner, og da varerne ligner hinanden, er man også i konkurrence med pærer fra hele verden. Hvis vi ville betale mere for vores lokale varer, ville vi få arbejdspladser og liv i lokalområdet. Vi kunne jo sagtens have tyske æbler/pærer lige nu, hvis vi bare gad at betale, det, som det koster at fremstille dem.

Vi bliver hele tiden bombarderet med råd om, hvordan vi skal leve vores liv. Vi skal dyrke 30 minutters sveddryppende motion dagligt, stoppe med at ryge, spise 600 gram grøntsager og frugter om dagen, cykel i stedet for at tage bilen, spise varer der er mærket med nøglehullet, fuldkornsmærket og så skal det hele være økologisk. Jeg bliver træt. Hvordan råder du familier til at leve med alle disse råd?
Det er jo nogle rigtig fine og velmenende råd, som alle mennesker naturligvis altid skal tage som vejledninger. Hvis rådene ikke var der, tror jeg, at mange moderne mennesker ville være helt på herrens mark. Det betyder jo ikke. at staten skal bestemme over din familie. Du må sammen med din familie bestemme, hvordan I så vil gøre,…og hvis I er i tvivl, så har I nogen, I kan spørge. Rådene er råd – ikke mere end det. Enhver må selv bestemme over sit liv – og hvis jeg skal give et godt råd, som samler alle disse råd, så er det: SPIS VARIERET. Det betyder: spis kød fra mange forskellige dyr, fedt fra forskellige kilder, mange forskellige slags frugt og grønt, mange forskellige slags korn – og tænk at varieret er set over mindst en måned og gerne et år. En dygtig amerikansk journalist har sammenfattet et godt råd. Han hedder Michael Pollan: Spis mad, ikke for meget – mestendels planter. I det ligger, spis rigtige råvarer, spis til du er mæt og spis mest fra planteriget. Livet og sundheden er store og meget komplekse begreber og der er milliardvis at spidsfindigheder – det er dejligt, hvis du har lyst til at begrave dig i det – men hey, du får også et godt liv, ved ikke at gøre det. Jeg synes det vigtigste er at der er plads til alle rundt om bordet – og at vi skal se op fra tallerkenen og tale om døden, livet, kærligheden, poesien – og hvad der så er på tallerkenen, skaber en god ramme – men det er så sandelig ikke indholdet på tallerkenen, som vi skal tale om hele natten. Maden er en dejlig rammesætter – den behøver ikke spille hovedrollen i det gode liv. Enhver er fri til at følge sin livsbane.

Danskerne er kendt for at bruge en meget lille del af deres indkomst til madvarer. Vi bruger pengene på mange andre forbrugsgoder. Skulle alt det ikke også være økologisk? Eller produceret med omtanke? Ville det ikke batte mere, hvis vi brugte krudt på at købe mindre og producere bedre?
 Der er altid noget, der batter mere…og det er en dejlig sovepude for mennesker. Årh, det nytter alligevel ikke, det jeg gør, for jeg bor ved siden af et stort landbrug, som sviner vores grundvand til – så det betyder jo ikke noget, hvis jeg så sprøjter i min lille have. JO DET GØR. Hver lille handling er med til at skabe en bevidst fremtid. Hver handling flytter vores forbrug og gavner trykket på planeten. Vi skal ikke gå rundt og være tynget af dårlig samvittighed, vi kan gøre, hvad vi kan – men vi skal holde op med at tro at vi ikke hver især er med til at skabe forskellen. Det er rigtigt, det skal ske på så mange planer. Nogle tager fat i maden, nogle i husbyggeriet, nogle i forbrugsgoder…og det er godt at mange mennesker starter i hvert sit hjørne, alene og i fællesskab, for det skaber en masse inspiration, ideer…og flytter verden lidt, hver dag. Verden flytter sig hver dag. Det økologiske forbrug i Danmark har flyttet sig de sidste 25 år og indkøbet i detailhandlen ligger lige nu på omkring de 8% - også 8% af det danske landbrugsareal er dyrket økologisk. Indenfor markedet af forbrugsgoder har tingene også flyttet sig over de sidste 25 år. Forbrugsgoder, der bliver mere energioptimerede og fremstilles på nye bæredygtige faconer, fx vugge til vugge princippet om at genanvende alle materialer, når et forbrugsgode er blevet slidt. Der er kommet milliardvis af netbaserede deleøkonomiske ordninger, hvor vi kun har set toppen af isbjerget og indenfor forbrugsgoder tales der meget om at meget snart, så kommer vi ikke til at eje vores forbrugsgoder, vi lejer dem, og når de er slidte, skal fabrikanten have maskinen tilbage, så den kan blive til én ny maskine. Der sker så ufatteligt meget – og det vil ske hurtigere, hvis hver borger var villig til at investere i de nye modeller og til at gå nye veje.



Teksten har været bragt i Flensborg Avis den 15. maj

Foto: Gertrud Sabroe Termansen

tirsdag den 19. maj 2015

Økologi


Den gode økologiske gryde

I sidste uge blev der offentliggjort en undersøgelse, der viser, at en familie på blot 14 dage kan fjerne rester af giftstoffer fra deres urin (og krop) ved at lægge deres kost om til at være økologisk.
Resultatet præsenteres i en videokampagne, lavet af Coop i Sverige, som bliver delt på internettet i disse dage. Det er forskere fra Svenska Miljöinstitutet, der har testet en børnefamilie på fem for at undersøge, hvor mange kemikalier heriblandt  fra fødevarerne, der bliver ophobet i vores kroppe. Familien afgiver en urinprøve før forsøget begynder, og efter de har spist økologisk i to uger. Og der er ingen tvivl om resultatet. Det viser med al tydelighed, at vi spiser meget færre kemikalier, hvis vi lægger vores kost om til at være økologisk. Det kommer nok ikke som et chok, at det forholder sig sådan, og danskernes forbrug af økologiske varer stiger også stødt. Men det er stadigvæk, kun otte procent af de madvarer vi køber, der er økologiske. Hvad kan vi gøre, så vi får en sundere kost og en bedre jord? Louises køkken har talt med Trine Krebs, der er medejer af Frugtformidlingen. Trine Krebs’ hjerte banker for jord, råvarer og god hverdagsmad. Udover arbejdet i Frugtformidlingen er Trine Krebs formand for bestyrelsen for Praktisk Økologi.

Hvad tænker du, er den vigtigste grund til, at vi skal spise økologisk?
Jordens frugtbarhed. Vi er nødt til at have en madproduktion, som holder jorden frugtbar til evig tid – til fremtidige generationer. Økologien er ikke den endelige løsning, men det er begyndelsen til at finde en ny måde at lave mad på, som kommer til at udvikle sig meget, jo flere, der er med. Vi er nødt til at finde et landbrug med lettere maskiner, et landbrug uden gift, et landbrug, som opbygger jorden med organisk materiale, et landbrug, hvor vi laver maden med færrest mulige resurser og slider mindst muligt på jorden. 
Hvis jeg ikke vil lægge min livsstil totalt om og bruge meget tid på at køre rundt og købe ind gårdbutikker og økologiske butikker, hvordan skal jeg så blive bedre til at få økologiske varer i min indkøbskurv?
Vi har lavet nogle forsøg i min virksomhed, hvor en familie på fire, to voksne og to børn får dagligvarer leveret til døren. Det er en løsning, som giver rigtigt meget økologi. Mange vil indvende at det er dyrt, men vores forsøg viser faktisk, at det er billigere – sandsynligvis fordi familien bliver bedre til at planlægge og ikke har nogen impulskøb, når de ikke skal ind i en butik og bliver fristet. Jeg tror helt sikkert, der ligger en stor del i at planlægge sin daglige mad – både af hensyn til økonomi, men også for at få spist al den mad, som er i køleskabet og rester og det fra urtehaven. De, der har en fryser kommer rigtigt langt ved at købe et halvt dyr, så der altid er økologisk kød i fryseren. Du kan også købe økologi, der hvor du plejer at handle, og hvis du tænker det er dyrt, så kan du hente rigtig meget økonomi igen ved at planlægge…hovedreglerne er at lave mad med mindre kød, flere grøntsager, mere groft – måske endda kødfrie dage. Det giver penge i budgettet til mere økologi.

I morgen kommer resten af interviewet med Trine Krebs, her kommer en opskrift:

Den gode økologiske gryde
TID:35 minutter
Til 4-5 personer
Alt er økologisk og kan fås året rundt i din discountforretning
Nem hovedret

500 g squash
200 gulerødder
1 stort løg
2 fed hvidløg
olivenolie
400 g hakket oksekød
1 tsk chili
500 ml bouillon
1 spsk timian
1 spsk rosmarin
salt, peber

400 g pasta

Vask squash og gulerødder og riv dem. Pil og hak løg og hvidløg og svits det i olivenolie i en rummelig gryde. Kom kødet på og brun det. Tilsæt squash og gulerødder og vend det rundt et par minutter. Hæld bouillon og krydderurter over og lad det simre i 20 minutter. Kog pastaen efter anvisning på emballagen. Smag kødsovsen til med salt, peber og krydderurter og server med friskkogt pasta. 

Tekst og opskrift har været bragt i Flensborg Avis den 15. maj 2015
Foto: Gertrud Sabroe Termansen