Viser opslag med etiketten Fødselsdage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fødselsdage. Vis alle opslag

mandag den 26. maj 2014

Skønne kager, der smager og er lige store!


"Hvordan får du dine boller, kager, snegle osv. lige store?" Var der én der spurgte. Det gør jeg, ved at veje bollerne når jeg former dem, og så er det, som du kan se på fotoet, ved at måle sneglene, når jeg skærer dem ud. Det gør, at de bliver færdigbagt samtidig, og der ikke er nogen, der skal skændes om at få den største eller mindste.........det er lidt småligt, men det virker.........


100 g smør
2 ½ dl mælk eller vand
1 dl yoghurt
30 g gær
50 g sukker
1 æg
1 tsk bagepulver
Ca. 450 g hvedemel

Fyld
75 g smør
125 g brun farin
2½ spsk kanel

Smelt smørret i en gryde og hæld mælken i. Udblød gæren i lidt af den lune mælk og hæld resten i. Rør sukker, æg og bagepulver i og ælt mel i til dejen er smidig og slipper bordet / fadet. Lad dejen hæve overdækket i 45 minutter. Ælt dejen igennem og rul den ud til en lang plade på ca. 50 gange 25 cm.  Fordel fyldet på dejen og rul den sammen som en roulade. Skær kagerne i lige store stykker skiver. Enten 12 tykke eller 18 tyndere. For muffinsformene med papirforme og sæt kagerne i. Tænd ovnen på 200 grader. Lad dem hæve i 20 min. Bag dem i ca. 10 minutter til de netop har fået farve.

onsdag den 9. maj 2012

Fødselsdagskager







Jeg får rigtig tit forespørgsler på om man kan lave dejen til kanelsnegle dagen før de skal bages og svaret er at det kan man sagtens. 


Hvis sneglene skal bruges til morgenmad, eller skal med i skole/på arbejde/ i børnehave kan man lade dem hæve køligt natten over. Om morgenen tager man dem ind i varmen ca. 20 minutter, før de skal bages. 


100 g smør
100 ml mælk
10 g gær
50 g sukker
2 æg
Ca. 450 g hvedemel
Fyld
75 g blødt smør
150 g brun farin
2½ spsk kanel

Smelt smørret i en gryde og hæld mælken i. Udblød gæren i lidt af den lune mælk og hæld resten i. Rør sukker og æg i og ælt melet i til dejen er smidig og slipper bordet / fadet. Lad dejen hæve overdækket i 45 minutter. Ælt dejen igennem og rul den ud til en lang plade på ca. 50 gange 20 cm.  
Rør smør, farin og kanel sammen. Smørret skal ikke smeltes. Fordel fyldet på dejen og rul den sammen som en roulade. Skær kagerne i lige store stykker skiver. Enten 12 tykke eller 18 tyndere. For muffinsformene med papirforme og sæt kagerne i. Lad sneglene hæve natten over. Tænd ovnen på 200 grader, tag kagerne ud af køleskabet og lad dem hæve lunt i 15-20 minutter. Bag dem i ca. 8 minutter til de netop har fået farve. 




mandag den 6. juni 2011

Fantastisk fødselsdag

Børnefødselsdag
Bag den skønneste kagekone

Det er faktisk sådan, at et femårs barn ikke må få mere end 40 g sukker om dagen. Så med den viden, er det svært at servere kakao, kage, ketchup og slikposer. Og med fare for at få en masse sundhedsapostle på nakken, vil jeg dog mene, at netop den dag barnet har fødselsdag, må de gerne slå sig løs. Problemet opstår, hvis der er noget at fejre hver weekend, for det løber hurtigt ud i hverdagene.

Kagekone
Dejen kan også bruges til rigtig gode boller, men så tilsætter jeg 1 tsk stødt kardemomme, for at få en god smag. Dejen kan endvidere laves dagen før og sættes køligt om natten, så bruger man bare kun 10-15 g gær.

100 g smør
150 ml mælk
40 g gær
200 ml yoghurt
1 tsk salt
50 g sukker
Ca. 600 g mel
Brun sukkerglasur
100 g farin
75 g smør

Pynt
Sukkerkugler, blomster og glasur
Smelt smørret og hæld mælken i. Rør gæren ud i lidt af mælkesmørret og hæld resten i sammen med yoghurt, salt og sukker. Ælt mel i til dejen er glat og slipper bordet/ skålen. Lad dejen hæve 1 times tid. Rør farin og sukker sammen. Beklæd en bageplade med bagepapir. Ælt dejen igennem og tag en klump fra til hovedet og to mindre til arme. Rul en kjole (en stor trekant) ud med kagerullen i næsten hele bagepladens længde. Læg hovedet på pladen, læg kjolen på, form to arme og læg dem på. Fordel den brune farin på kjole og arme og lad konen hæve i 30 minutter. Bag hende i ca. 20 minutter ved 200 grader. Pynt den afkølede kone med sukkerkugler, blomster og glasur. Hun smager bedst samme dag.