torsdag den 24. december 2015

Julekalender Juleaften


Spis julemaden op!

-Hvad sker der, med alt den mad I fotograferer? Spørger en læser mig for nylig.
-Det meste spiser vi selv. Når det er boller og kager får min mands konfirmander det. Og i sidste uge var det Zejt-ungs junior-reportere, der spiste sild, flæskesteg og ris a la mande, svarer jeg.
Den and I ser på billederne her på siden, har vi også spist. I første forsøg var den halvrå og sej, fordi jeg ikke havde fulgt opskriften. Så den blev varmet op igen og lavet om til en gryderet med sovs og rødkål, og så blev der spist op.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har smidt mad ud…... Og dog, i går smed jeg en lille skål karrysild ud, fordi den var blevet overset i køleskabet. Der var også en lille smule blomkål, der havde ligget og puttet sig. Den var blevet brunt og slatten, så den røg også ud. Så jeg smider også mad ud, måske endda hver dag, uden at jeg tænker over det.
Og jeg er ikke den eneste. Alene i decembermåned smider en dansk familie i gennemsnit mad ud for cirka 700 kroner, viser beregninger fra Landbrug og Fødevarer.
Men det er der råd for. Louises køkken har spurgt Selina Juul, der er stifter af forbrugerbevægelsen Stop spild af mad, hvad vi kan gøre i julen for at udgå madspild i julen.
-Køb ind med hovedet og ikke med maven, og lav altid en indkøbsseddel, siger Selina Juul.
- Tænk på at hver person kun kan spise 500-700 gram mad til et måltid, så lav lister og køb hellere råvarer ind af en bedre kvalitet, end storindkøb af en dårligere kvalitet. Kvalitet versus kvantitet, siger Selina Juul.
-Overdådige julefrokoster er blevet ”not”! Færre retter, som du har kræset for, er ”hot”. Det kunne være en til to slags sild, en fiskeret, en til to slags kød, lidt tilbehør og som afslutning ost og dessert. Alt sammen serveret med det lækreste brød, siger Selina Juul.
-Og giv så gæsterne mad med hjem, hvis du kan se, at I ikke selv kan nå at spise det. Det er jo en ekstra julegave, og de fleste bliver meget glade for, siger Selina Juul.
For det er jo et kæmpe spild og ærgerligt at smide alt det mad ud. Og når vi sidder i januar og ikke har nogen penge, kunne man jo godt ønske sig, at man havde gemt lidt flæskesteg, medisterpølse eller ost til at fylde op i de magre januardage.

Med de følgende juleretter ønsker Louises Køkken en glædelig jul og et lykkebringende, kulinarisk nytår.

Stegt and

Middelsvær
Til 4 personer
3 timer
Se om der er en pose med indmad i anden. Hvis det er tilfældet, skal indmaden bruges til sovs.

2 æbler
1 and minimum 3 kilo
200 g svesker uden sten
salt, peber

Tænd ovnen på 180.
Skær æblerne i små terninger. Skær gumpen af anden. Skær vingerne af og gem dem til sovsen. Gnid anden med salt og peber indvendigt og fyld den med svesker og  æbler. Gnid udvendigt med salt og peber. Læg anden i en stegepose. Læg den i et ovnfast fad og sæt den i ovnen. Steg anden mør i 45 minutter pr. kg.
Tag anden ud af ovnen og ud af stegeposen.
Skru ovnen op til 250 grader og brun anden. Bliv ved ovnen når du bruner.
Hæld skyen op i en skål og stil den koldt, så samler fedtet sig på overfladen. Der skal bruges fedt i rødkålen, resten kan bruges på rugbrød i juledagene.

Tips til anden
  • Tø anden op i køleskab. Hvis du ikke kan nå det, tø den op på køkkenbordet. Kan du heller ikke nå det, må den ligge (indpakket) i lunt vand, som du skifter jævnligt.
  • For at se om anden har fået nok, kan man hive den i låret! Løsner kødet sig, har den fået nok. Hvis ikke må den ind i ovnen igen.
  • Undgå at stille anden foran det åbne vindue i køkkenet, så bliver den kold.

Sovs


Til 4 personer
1-2 timer

1 suppeblanding med gulerødder, persille og selleri
1 laurbærblad
1 l vand
5 peberkorn
1 andelår (fra frost)
Vinger, hals og indmaden fra anden undtager lever
Smør til stegning
1 dl piskefløde
Gelé
Lidt blåskimmelost gerne danablu
Salt og peber
Kulør og sovsejævner

Rengør grøntsagerne og skær dem i mindre stykker. Brun andelår, vinger, hals og indmad og grøntsager og krydderurter i en gryde. Kom koldt vand på og kog langsomt op med og peberkorn. Skum af undervejs. Lad det simre i mindst 1 time. Si skyen fra, kasser grøntsagerne og lad skyen koge ind. Hæld fløde i. Smag til med ribsgelé, blåskimmelost, salt og peber. Er sovsen for lys, kan den farves med en anelse kulør. Er den for tynd kan den jævnes med (brun) sovsejævner.

Brunede kartofler


Middelsvær
Til 4 personer
1 time, mindre hvis du bruger kartofler på glas.
Kartoflerne blive ekstra gode, hvis du koger og piller dem i god tid, inden de skal brunes.

Ca. 800 g små kartofler evt. 2 glas
75 g sukker
50 g smør

Kog kartoflerne møre i saltet vand. Hæld vandet fra kartoflerne og pil dem. Tør dem.
Smelt sukkeret over lav-middel varme på en tykbundet pande. Kom smørret på og lad det smelte. Vend kartoflerne rundt i sukkersmørret til kartoflerne er brune og varme, det tager ca. 15 minutter.  

Tips til brunede kartofler
  • Kartofler fra glas, skal tørres godt inden de brunes.
  • Brunede kartofler kan ikke tåle at blive varmet op. Kan det ikke undgås, er det ikke nogen stor katastrofe. Og de kan sagtens bruges i en sammenkogt ret dagen efter.

Rødkål

Nem
Til 4 personer
1 time

1 lille rødkål ca. 800 g
Smør eller andefedt
½ dl eddike
2 dl ribssaft, blandet salt eller gele
Salt og peber

Del rødkålen i kvarte. Fjern stokken og de yderste grove, beskadigede blade. Skær kålen i meget tynde strimler gerne på en mandolin. Smelt fedtstoffet og vend kålen rundt i et par minutter. Hæld eddike og saft/ gele på og kog kålen mør. Det tager ca. 25 minutter. Smag til med salt, peber og fedt fra and eller flæskesteg.
Brug saften fra syltede rødbeder og asier i rødkålen.

Tips til Rødkålen
  • Rødkål fra glas kan smages til med gele eller rød saft, eddike, salt og peber.
  • Rødkålen kan tilberedes flere dage inden juleaften.
  • Den færdige rødkål holder sig godt på køl. Den skal blot varmes med andefedt inden servering.
  • I stedet for saft i rødkålen kan man bruge gele.

 



 

Sådan undgår du madspild i julen

Frys dine rester
Frys resterne af din julemad ned. Det meste mad kan fryses, lige med undtagelse af karrysild og fede salater med meget mayonnaise.
Hvis du er i tvivl om maden kan fryses, så se for dig, hvad du kan købe som færdig mad på frost. Det er det meste. Så derfor kan din julemad også fryses- også kogte kartofler.

Brug dine julerester
Skær pålæsgsrester af kød i strimler og frys dem. Du kan senere riste dem kort på panden og brug dem som pynt på en pizza, i tærte, i pitabrød eller som fyld i madpandekage
Ost kan du rive og fryse og senere bage med i ovnen oven på pandekager, pizza, tærte.
Kilde Stop spild af mad 

Foto: Gertrud Sabroe Termansen 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar