fredag den 18. december 2015

Luciabrød




Nåede du ikke at bage Luciaboller i sidste weekend, kan du måske nå det i denne. Bollerne smager bedst nybagte og med smør til.


Luciabrød

Tilberedning ca. 2 timer
40 boller
middelsvær

200 g smør
500 ml mælk
40 g gær
1 g safran
1 tsk salt
160 g sukker
900 g mel
1 sammenpisket æg til pensling eller mælk
Rosiner til pynt

Smelt smørret i en gryde. Fjern gryden fra varmen og hæld mælken i. Opløs gæren i lidt af smørmælken og hæld resten i sammen med safran, salt og sukker. Ælt mel i til dejen føles let og
en anelse fugtig. Lad dejen hæve lunt og overdækket i ca. 45 minutter. Hæld dejen ud på et bord. Del den i 40 stykker. Rul pølser af dejen. Form dem til s’er og rul enderne op, så der kan sidde en rosin i midten. Form to s’er, så de danner et kors. Flet fletninger, eller lav andre figurer af dejen. Sæt bollerne på en bageplade med bagepapir. Pensl med sammenpisket æg eller mælk og lad dem efterhæve i 30 minutter. Pynt med rosiner – de skal presses langt ned i dejen. Bag brødene i ca. 10 minutter ved 225 grader. Lad dem afkøle på en rist. Spis dem nybagte og gerne med smør til.


Dagens tip 

I stedet for at dække din dejskål til med et låg eller lignende kan du sætte skålen i en pose og lukke pose med en klemme. Det giver de optimale hævebetingelser for din dej.

Safran

Til dagens luciaboller er der brugt safran. Safran er verdens dyreste krydderi - det plejer at være mere værd end guld.
Safran består af støvfangerne fra safran krokus, som er en lysviolet blomst. Det er ekstremt let - over 160 tråde udgør kun 1 gram. For at fremstille 450 gram safrantråde høstes 200.000 blomster med håndkraft.
Safran blev tidligere brugt i kosmetik og til at farve kostbare silkestoffer med.
De bedste saffrantråde har en dyb rød-orange farve, og den bedste kvalitet siges at komme fra Kashmir. For at give mest mulig farve og smag kan safrantråde lægges i blød i varmt vand, hvidvin eller mælk-afhængig af hvilken ret det skal bruges i- og trække mellem fem minutter og en times tid, før det tilsættes retten.
Der skal ofte kun bruges ganske lidt til at smage retter til med. De rødorange tråde giver maden en blomsteragtig, delikat, sød og varm smag og gør samtidig retten gylden og appetitlig.
Luciaboller, paella og fransk fiskesuppe er nogen af de, retter hvor der traditionelt indgår safran.
Safrantråde skal opbevares i en lufttæt beholder efter åbning. Safran vil med tiden miste noget af sin smag og det er cirka holdbart i et år.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar