søndag den 25. oktober 2015

Æg- verden bedste råvare



Kokken træder ind i lokalet med en æggebakke. Han kommer over mod vores bord og kaster et æg ned på min desserttallerken. Det smadrer i store flager og der flyder en hvid creme ud.
Køkkenchef Torsten Vildgaard serverer desserten til World Egg day
Det er først i oktober, og jeg er inviteret til World egg day af interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer. Kokken er Torsten Vildgaard og han er køkkenchef og medejer af Michelinrestauranten Studio i København.
-Hvordan har I lavet æggene? Spørger vi måbende.
-Sukkerskallen former vi i en silikoneform, og så fylder vi æggene med creme, fortæller Torsten Vildgaard.
Desserten var finalen på en overdådig frokost, hvor alle retter indeholdt æg.
-Jeg gik helt kold, da jeg fik af vide, at jeg skulle kombinere en stor frokostmenu med hønseæg, men da hørte, at jeg også måtte bruge andre slags æg, lettede det jo sagen en smule, siger Torsten Vildgaard.
Og frokosten bliver således en variation over ægget med små kartoffeflreder, vagtelæg med trøffel, kaviar med valnøddemælk, pocheret æg med svampe og sukkeræg med creme og blåbæris.

"Smadret æg" med blåbærsorbet
Nem to-go mad
Men æg er ikke kun festmad og finurlige indslag i en gourmetmenu.
 -Æg er verdens bedste råvare, og det er så nemt at spise, siger Nina Geiler, der er post doc i ernæringsforskning. Nina Geiler holder oplæg om det sunde æg og kolesterolmyterne til World egg day.
-Der er ikke nogen direkte vejledning til hvor mange æg vi bør spise om ugen, men undersøgelser viser at et æg om dagen ikke giver øget risiko for hjerte-karsygdomme, siger Nina Geiler.
Man bliver heller ikke fed af at spise æg, næremere tværtimod. Flere undersøgelser viser, at et æg som et del af morgenmaden øger mæthedsfornemmelsen og fører til, at man spiser mindre de næste 36 timer.
-Kogte æg er ekstrem nem to-go morgenmad. Kog 5 æg søndag aften og spis et hver morgen sammen med noget frugt og et stykke knækbrød. Så bliver det da ikke nemmere, siger Nina Geiler.

Foto: Louise Dandanell Ørsted til Flensborg Avis den 23. oktober 2015


Ingen kommentarer:

Send en kommentar