-Jeg vil have mere tid til mig selv, udbryder min mand.
Det er nytårsaften for en del år siden, og vi sidder omkring
middagsbordet og fortæller de andre gæster, hvad vores nytårsfortsætter er. Jeg
er noget chokeret over den udmelding, da vores børn på det tidspunkt er to, fem
og seks år, og vi netop har købt sommerhus.
Jeg har fortrængt om min mands nytårsforsæt gik i opfyldelse,
og i år var det også mere moderat – noget med at læse mere, skrive mere og
fordybe sig mere. Hvad med dig kære læser?
Skal du læse Dostojevskijs samlede værker? Deltage i Berlin maraton i
september? Cykle til Oslo? Eller skal du bare smide fem kilo, så du igen kan se
dine sko?
Der er ikke noget galt med nytårsfortsætter, set ud fra en
ernærings- og husholdningsøkonomisk verden. Det er altid sundt at kaste et
kritisk blik på sig selv, og selvom nytårsfortsætterne ikke holder- og det kun
bliver en halvmaraton! – gavner det, at få fokus på det vi ønsker. For det nytter
jo ikke, at jeg foreslår, at du løber en tur, hvis det keder dig til døde, og
du hellere vil spille badminton, dyrke yoga eller svømme en halv kilometer. Men
du skal bevæge dig mere end du gør nu, hvis du vil tabe dig, og motion er ikke
kun godt for din vægt. Det er faktisk sundere at være lidt overvægtig og i god
form, end at være tynd og i dårlig form. Og der skal ikke så meget til, før du
tager trappen i stedet for elevatoren, og svinger konen rundt i køkkenet til
Jeres melodi i stedet for at blive siddende og vippe med foden.
Måske er det nemmere, end du tror at komme af med de
overflødige kilo.
-Husk at spise, mens du spiser, siger de spirituelle, og der
er noget om det. Vi spiser op til 20 % mere, hvis vi ser fjernsyn, læser eller
er på mobilen, samtidig med at vi spiser. Og det gælder alle måltider. SÅ vær
fokuseret på din mad, og dem du måske er så heldig at dele bordfællesskab med. Og
der er flere kneb til at spise mindre. Brug en mindre tallerken. Anret maden
som en buffet ved køkkenbordet, øs op og sæt dig ned ved spisebordet og spis
maden. Når du skal have mere, må du op og stå. Jo, flere forskellige retter og
tilbehør du laver, jo mere spiser du – altså simple living på din tallerken. OG
SPIS SÅ NOGLE FLERE GRØNTSAGER! Gerne 300 gram om dage. Der er ikke andre
fødevarer der er så billige som kål og gulerødder. Lige nu kører der en
reklamespot i radioen hvor de lokker med1 kilo gulerødder for 1 krone i REMA
1000.
Så let rumpen og luk munden, så kan du se dine skosnuder,
før du aner.
PS. Mine nytårsfortsætter er ganske enkle. Jeg skal spise
mindre slik, løbe hurtigere, komme til tiden, arbejde mere, gå tidligere i seng
og læse flere tyske bøger.
Grød
Før jul skrev jeg, at det er godt med protein om morgenen,
det er det stadig, men det er også godt med variation. Og grød er og har altid
været et godt og sundt alternativ.
Til 1 person
1 dl blandede grove og fine havregryn
1 tsk hørfrø
1 knivspids salt
200-300 ml vand
1 lille æble i terninger
2 spsk mysli
evt. tørrede frugter
Bland grynene sammen og hæld dem i en gryde. Tag 2 spiseske
fra. Hæld 200 ml vand på. Kog op over middel varme. Tilsæt eventuelt mere vand.
Krydr med salt og rør de 2 spiseske gryn i. Hæld grøden i en skål og drys æbleterninger
og mysli og over.
Foto Gertrud Sabroe Termansen
Artikel og opskrift har været trykt i Flensborg Avis den 9. januar 2015
Godt Nytår.
SvarSletTusind tak for din fantastiske måde at sige det på, for som du skriver så er det jo ganske enkelt og vi behøver ikke at købe os fattige i smarte kure, slankebøger etc. etc. vi skal bare tænke os lidt mere om.
KH Tina
Mange tak Tina, og også godt nytår til dig.
SvarSletBedste hilsner Louise