mandag den 24. marts 2014
Begynderboller
Er du ikke en haj til at bage, kan du begynde med denne opskrift. Jeg har penslet fremgangsmåden ud, så der er lidt mere tekst end der plejer at være.
Er du lidt af en bagehaj, er vandet det eneste, du skal måle præcist af .
TIP: har du ikke bagepapir, kan du komme et tyndt lag mel på bagepladen i stedet.
20 g gær
3½ dl fingervarmt vand
1 tsk salt
1 spsk sirup
1 spsk eddike
ca. 500 g hvedemel
2 spsk mælk
1 spsk solsikkekerner
1 spsk sesam
Fremgangsmåde:
Smuld gæren ned i skålen. Hæld lidt af vandet i. Rør i vandet til gæren er helt opløst. Hæld resten af vandet i sammen med salt, sirup og eddike. Hæld halvdelen af melet i og rør/ ælt det sammen med vandet. Hæld mere mel i og ælt igen. Der skal så meget mel i, at dejen ikke er klæberig mere og slipper bordet/ skålen let. Læg et låg over dejfadet og lad dejen hæve i 1 time.
Ælt dejen igennem og form den til lige store boller- det er en god ide lige at veje dem. 100 g er en stor bolle - 75 g er almindelig bollestørrelse! Stil dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Pensl med mælk og drys kerner over. Dæk bollerne med en dyb bradepande og lad dem efterhæve i 30 minutter, mens ovnen varmer. Tænd ovnen på 220 grader eller 200 grader varmluft.
Bag bollerne i 15 minutter og afkøl dem på en rist.
Opbevar bollerne i en plastikpose, når de er afkølede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar