-Moar, siger min datter Amalie
-Uhmm, siger jeg.
-Må jeg holde min fødselsdag i sommerhuset, siger Amalie.
-Ja, det lyder da som en god ide, så kan vi spørge mormor og
Ulrik og Susanne, om de kan komme, siger jeg.
Der er stille i køkkenet.
-Jeg tænkte nu mere på, at jeg ville invitere nogle venner
og sådan, mumler Amalie.
Der blev jeg så pludselig mor til en kommende 16-årig! Tiden
med kagekoner, ansigtsmaling og slikposer er slut. Nu er det Summersby, shots,
og mad der ligger godt i maven, og nemt kan kastes op, der tæller.
Amalie får lov til at holde sin fødselsdag i sommerhuset.
Min mand og jeg bliver installeret på en campingplads et par hundrede meter fra
sommerhuset. I løbet af aftenen møder vi fødselsdagsgæsterne på stranden, de er
lige nede og sondere terrænet. Efter at have nydt aftenen i et fortelt med
rødvin i plastikglas og kortspil, lægger vi os til ro i campingvognen.
Senere kan jeg høre stemmer på stranden – nu skal de bade.
Efter hvin og hyl er de tilbage i sommerhuset, og diskomusikken runger ud i
sommerlandet.
Ved to-tiden må jeg vække min mand
-Tror du, de fik alle med op af vandet? Er de fulde? Tror
du, de har tændt stearinlys? Spørger jeg min mand.
-Jeg aner det ikke, siger min mand søvndrukkent.
Vi står op og går ud på campingpladsen kun iført nattøj. Vi
går hen til hegnet. Herfra kan min mand se huset, hvis han stiller sig på tæer.
-Jeg kan se, nogen der danser på græsplænen, siger han.
-Kan du se noget andet? Spørger jeg.
-Næææ, det ser fint ud, siger han.
Vi går tilbage til campingvognen. Nu spiller de Justin
Timberlake og tøsehvinene bliver højere og vildere.
Klokken fire bliver der helt stille, og jeg falder i søvn.
Vi har fået lov til at lave morgenmad til festdeltagene, så
ved 10-tiden kommer vi tilbage til sommerhuset. Et par af drengene er stået op,
mens resten ligger og slumrer endnu. De har ryddet op. De har stillet resterne
af aftensmaden på køl. De har samlet flasker og dåser sammen. De har startet
opvaskemaskinen, og de har hængt det våde badetøj op. Det var det de lavede, da
musikken stoppede. Jeg er vild med ungdommen.
Her er festmenueen
Dips til chips
Guacomole
10 minutter
nem
Til 10-12 personer
Resten kan bruges til hovedretten
10 minutter
Nem
2 store modne avokadoer
1 fed hvidløg
2 tsk citronsaft
salt, peber
Halver avokadoen, fjern stenen og skrab kødet ud. Mos kødet.
Pres hvidløget og rør det i avokadoen.
Smag til med citronsaft, salt og peber.
Tomatsalsa
15 minutter
Til 10-12 personer
Resten kan bruges til hovedretten
Nem
4 tomater
50 ml tomatpuré
4 stilke koriander
1 tsk chiliflager
1 spsk æbleeddike
2 spsk ketchup
salt, peber
Skær tomaterne i små terninger. Hak koriander. Bland friske flåede
tomater, tomatpuré og koriander og smag salsaen til med chili, æbleeddike og
ketchup. Krydr med salt og peber.
Rødpebersalsa
10 minutter
Resten kan bruges til hovedretten
Til 10-12 personer
Nem
250 g syltede peberfrugter
50 ml olivenolie
1 fed hvidløg
salt, peber
Blend peberfrugterne med olie og hvidløg. Smag til med salt
og peber.
Fladbrød med fyld
Beregn ca. 75 g kød pr pige og det dobbelte til drengene
Nem
30 minutter
kan laves i god tid i forvejen og varmes inden servering.
Til 10-12 personer
2 løg
3 fed hvidløg
500 g hakket oksekød
500 g hakket kalv- og flæskekød
olie til stegning
2 spsk eddike
1 spsk timian
1 spsk oregano
1 tsk chiliflager
2 dåser majs
salt, peber
Pil og hak løg og hvidløg og svits det i olie med det
hakkede kød. Tilsæt eddike og krydderurter og lad det bruse op. Hæld majs på og
krydr med salt og peber. Lad retten simre i 15 minutter.
Herudover skal I bruge følgende:
1 tandurbrød per pige, 2 per dreng hvis du ikke kan skaffe
Tandurbrød er bløde tortilla også fine
½ tomat pr person
1 agurk pr. 5 personer
1 rød peberfrugter pr. 5 personer
2 rødløg
1-2 friske chili
1 salathoved til 10-12 personer
2 fed hvidløg
3 dl yoghurt 10 %
evt. pommes-frites eller pastasalat
Skær grøntsagerne i små terninger. Skær salaten i mindre
stykker. Arranger det hele på fade, så man selv kan tage og fylde sine brød. Pres
hvidløgene og rør dem sammen med yoghurten, smag til med salt og peber.
Jordbærmousse
2 timer inkl. hviletid
nem til middelsvær
Til 10 personer
Kan laves i god tid i forvejen
500 g jordbær
100 g flormelis
300 ml piskefløde
200 ml yoghurt 10%
4 blade husblas
100 ml hyldeblomstsaft
Mos jordbærrene med flormelis. Det kan nemt gøres i en
blender. Pisk fløden til skum og rør den sammen med jordbær og yoghurten.
Udblød husblas i koldt vand i 5 minutter. Varm hyldeblomstsaft i en lille
gryde. Knug husblasen tør for vand. Opløs den bløde husblas i den varme
hyldesaft. Rør hyldesaften i jordbæryoghurten. Fordel jordbærmoussen i 10 små
glas. Pynt med et halvt jordbær og sæt desserten på køl til den skal
spises.
Artikel og opskrifter har været bragt i Flensborg Avis den 17. juli 2015
Madfoto: Gertrud Sabroe Termansen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar