I Flensborg sælges de
friske, grydeklare blåmuslinger i blandt andet Citti, Lidl og Netto. Og det er
ikke en dyr spise. Et kilo koster omkring 3 euro. I Danmark kan man få grydeklare muslinger hos blandt andet COOP, Dansk Supermarked og REMA 1000.
Det med at spise skaldyr i Danmark er ikke noget nyt. I
jernalderudgravninger, tæt på havet, har man fundet muslingeskaller.
Blåmuslingen lever på lavt vand ned til
10 meters dybde. Den er meget hårdfør og tåler store variationer i temperatur
og saltholdighed samt længere tids udtørring, det vil sige at, den kan leve på
steder med tidevand. Blåmuslingen fæstner sig til pæle, sten eller plantevækst
og på store banker sidder muslingen ofte i lag. I mange lande i Europa dyrkes
muslinger på tovliner, der hænger lodret ned i vandet. Muslingen lever af
mikroskopisk plankton, som den filtrerer fra vandet.
Muslingen fanges med en speciel trawl,
som skraber i havbunden og derved fanger muslinger og bundmaterialer.
Denne portion passer som en forret til 4 personer
1 kilo muslinger
1 løg
250 g rosenkål
50 g bacon
Olie til stegning
100 ml piskefløde
50 ml hvidvin
Brød
Skyl muslingerne.
Pil og hak løget. Rens rosenkålen og halver dem. Skær
baconen i strimler. Steg bacon og løg i en stor gryde. Hæld fløde og hvidvin
på. Hæld muslinger og rosenkål i og læg låg på. Lad det simre i cirka 8
minutter til alle muslingerne har åbnet sig. Ryst gryden et par gange. Server
straks med brød til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar