Ferie, ferie, ferie

Den danske sommer er lunefuld, kold og våd, men opgiv ikke, det skal nok blive godt vejr.

Jeg ligger i annekset til min mors sommerhus. Klokken er 7.36, og regnen banker mod taget. Det må

være den lyd, der har vækket mig, for normalt ville jeg sove til klokken ti, hvor min mor ville komme og vække mig med en kop sort kaffe og sige, at morgenmaden havde været færdig en times tid. Det er ikke nogen grim lyd, regndråberne, egentlig er den både beroligende og behagelig, og jeg ligger lidt og kigger op på de hvidmalede loftbrædder, den gule natlampe og på reolen med rækken af slidte børnebøger, som mine børn og jeg kan udenad. Her dufter af vådt græs og træbrædder. Jeg kan høre min ene datter sove tungt, og den anden mumler i søvne. Det er alt sammen, lige som det skal være, faktisk kommer jeg ikke meget tættere på at være lykkelig. Men som i alle eventyr er der lige en slange eller hurdle, vi skal igennem. Og denne er, at vi er i begyndelsen af juli, det er 12 grader, og jeg holder SOMMERferie med mine tre børn i min mors mikroskopiske sommerhus en spytklat fra stranden.

Før i tiden sendte vi postkort, der kom frem, uger efter vi selv var kommet hjem. Nu følger vi med i de daglige opdateringer på de sociale medier. Her er postkortet fra Havnsø strand med udsigt over Nexelø.

Jeg overvejer, hvad vi skal lave i dag. Vi skal næppe ligge på stranden og bygge sandslotte, stå på hænder i vandet og se hvem der kan dykke længst. Vi skal heller ikke ro kajak med naboen, fange krabber med den anden nabo eller hente mega store isvafler i is-huset på havnen. Min krea-mor vil sikkert foreslå, at vi tegner akvareller af Nexelø, lære at skive med kalligrafi-pen eller maler Mandela-mønstre på flade sten. Min ældste datter vil elske de tre aktiviteter, og vi vil ikke kunne få øjenkontakt med hende og min mor i dagevis, hvis de gik i gang. Så er der de to andre børn og mig. Jeg ville sylte, bage, koge og brase med dem. Men køkkenet er, som nogen måske fra en tidligere klumme kan huske, meget lille, og hvis vi er mere end to derude, kan vi ikke vende os, uden at have lavet en koreografi. Så det med at bage kager eller sylte solbær og hindbær, er ikke noget vi gør samme men hver for sig.

Jeg må have inspiration udefra, så jeg griber efter min telefon for at se, hvad mine venner og bekendte har bedrevet det sidste døgns tid. Jeg bliver først bombarderet med billeder af smilende og vinkende mennesker i biler og lufthavne på vej ud i Europa. Andre er ankommet til Porto Soller, Pisa, Luca og Sifros. De kører storsmilende på scootere og el-cykler op ned af bjerge omgivet af pinjer og cypresser. De sidder på altaner med Aperol-spritz så store som badekar, at de dækker for udsigten til det azurblå Middelhav. De hygger sig på cafeer, hvor de drikker espresso macchiato og spiser små delikate kaffekager med lysebrun creme. Andre sidder på strandrestauranter og drikker retsina og spiser souvlaki. Der er nogen, der sejler ud for Krk og guffer cevapcici i sig. Solen skinner på alle billederne, de er alle sammen solbrune, og de smiler lykkeligt til hinanden. Jeg ligger under den tunge dyne i annekset og bliver en lilllle smule misundelig, det indrømmer, jeg gerne.

Jeg må være døset hen, for nu står min mor i døren med den dampende varme, sorte nescaffe.

Så er der morgenmad, siger hun og puffer blidt til pigerne.

Klokken er blevet ti, regnen er forsvundet, og solen skinner ind gennem det grønternede gardin.

Jeg hopper i badedragten og løber ned i vandet. Det er klart og koldt på den gode danske måde. Sandet er finkornet, og der er ganske få krusninger på havet. Resten af dagen går i pendulfart mellem drømmesengen og stranden. Det er vindstille, så tre af os spiller ”500” på terrassen, mens min mor og datter maler og laver collager. Alt er lige som det skal være.

God sommer. 

Teksten har været bragt i Flensborg Avis den 19. juli 2019