onsdag den 11. juli 2018

Kvalitet koster



Man kan være heldig og købe en bakke helt fantastisk velsmagende jordbær til spotpris i supermarkedet. Men hvis man vil helt sikker på at få en god spisekvalitet, skal de købes et sted, hvor man må smage på varen, før man køber.

I radioen fortæller de historien om Bent, der har købt et par Ekko sko. På Ekkos hjemmeside koster skoene 1200 kroner. Det syntes Bent er voldsomt mange penge for et par sko, så han surfer lidt rundt på nettet, og i løbet af kort tid finder Bent de samme sko til den halve pris. Bent er glad, han elsker at gøre en god handel, så han bestiller skoene. Skoene kommer, og så er Bent ikke så glad mere. Han har købt en ringe kopi af et par Ekko sko til 600 kroner. Det er godt nok mange penge for et par dårlige sko. 

Jeg vil forkæle min familie og køber et kilo jordbær til 7,5 euro i en bod foran Sky. Her står den sødeste unge mand og sælger lokale, friskplukkede jordbær. Jeg smager på varen, inden jeg selv får lov at vælge hvilken bakke, jeg vil have. 
Jeg har lige set, at han har tjekket den midterste og fjernet et bær, der ikke levede helt op til den tårnhøje standard, som han sætter for sine bær, så den nupper jeg. Jeg cykler forsigtigt hjem med mine bær. De bliver skyllet, duppet tørre og lagt på et fad. Familien er begejstret, de rabler op om at DE jordbær smager af sommer. Min mand har faktisk tårer i øjnene og forlanger fløde og sukker fra den helt specielle krystal-strøsukker-beholder fra hans mor. Vi når aldrig at få fløde til og sukker til, for bærerne er væk hurtigere end jordbærdug forsvinder fra sommersolen.
Om lørdagen køber jeg fire bakker jordbær, i alt 2 kilo, for fem euro på markedet. Sælgeren er også meget sød, og hans øvrige varer ser friske ud. Jordbærrene er bare ikke gode. De har haft et hårdt liv i bakken, og er blevet lidt stødte. Det kan jeg leve med, men desværre smager de også møffet. Jeg vasker dem og dupper dem tørre, lægger dem på et fad, men de ligger der stadig efter et par timer. Så de ryger i en gryde med rabarber og bliver kogt til syltetøj. Det egner de sig fint til.
Jeg lærer lidt hver dag. Af denne oplevelse –og af Bents køb –,  lærte jeg, at hvis det er for billigt, så lever det nok ikke helt op til den standard, som vi forventer.

 
Crublekage

Nem
4 personer
dessert
15 minutter
1 time inkl. bagning
Gluten- og æggefri

450 g jordbær
250 g rensede rabarber
1 spsk sukker+ 1 tsk vanilje+1 spsk boghvedemel
50 g hasselnød
50 g smør
50 g havregryn
50 g boghvedemel
100 g rørsukker

Tænd ovnen på 180 grader varmluft/ 200 grader almindelig ovnvarme.
Nip jordbærrene og del dem i kvarte.
Skær rabarberne i tynde skiver.
Læg jordbær og rabarber i en ovnfast form.
Bland 1 spsk sukker, vanilje og 1 spsk boghvedemel og drys det over.
Hak nødderne og bland dem med smør, havregryn, boghvedemel og rørsukker til en smuldret dej.
Fordel dejen over bær og rabarber.
Bag kagen i ca. 30 minutter til dejen er sprød.
Nyd den lun eller afkølet, gerne med cremefraiche eller is.


Jordbæryoghurt med chia

Nem
4 små glas
Morgenmad og brunch
15 minutter

225 g jordbær + 4 til pynt
2 spsk sukker
2 tsk chia
250 ml yoghurt 3,8 %

Nip jordbærrene og blend dem med sukker og chia. Vend halvdelen af puréen med yoghurt og hæld yoghurten i fire glas. Hæld resten af puréen over og pynt med små jordbær. Opbevar i køleskab til yoghurten skal spises.




Tekst og opskrifter har været bragt i Flensborg Avis

Ingen kommentarer:

Send en kommentar