På scooter til San
Remo
I dagens kulinariske kalender tager vi til Italien.
 |
| Ceriana i Norditalien |
Jeg skræver op på scooteren og slynger desperat armene om
Camilla. Hun gasser op og sætter i gang. Jeg er rædselsslagen. Sidst jeg kørte
på en scooter, var på Kos i 1983. Turen endte på skadestuen, og jeg har stadig
ar på knæene efter styrtet. Men vi skal på marked i San Remo 12 kilometer nede
af bjerget, og det er umuligt at finde en parkeringsplads til den lille Fiat
500, som vi også har til rådighed. Så vi vinker til de gæster, der allerede sidder
på Bar Rina og drikker morgenkaffe, og kører langsomt ned af bjerget. Camilla
pludrer om alle de fordele, der er ved at køre på scooter. Man mærker solen og
den varme luft, kan dufte eukalyptustræerne og den tomatsovs, som den italienske
mamma er ved at koge. Jeg prøver at slappe af og sænke skulderne, og da vi
kører om det syvende hjørne åbner middelhavet sig foran mig, og jeg er solgt.
Efter en lille halv time parkerer vi på Piazza Cristoforo Colombo. Her er et
mylder af italienere, tyske skoleklasser og masser af danskere. De italienske
damer kan noget med at se godt ud fra morgenstunden, så jeg smører rød læbestift
på og sætter håret, der er blevet noget klasket efter hjelmen. Vi følger
strømmen mod det udendørs marked. Først støder vi på boder med bløde
cashmeretrøjer i douce efterårsnuancer, tynde dunjakker, læderhandsker med
nitter, kopitasker, pikant undertøj, xx-large underbenklæder, hørsengetæpper og
plastiklegetøj. Vi holder godt fast på vores ejendele, men langsomt tømmes
vores tegnebog alligevel. Der er også et mekka for madelskere. Inde i
Mercato
coperto på Via Martiri della Libertà er der et
rigt udbud af grøntsager, fisk, kød, brød og cafeer. Vi tumler indenfor med
vores indkøb, og da jeg ser parmesanostene, de tørrede pølser og store skinker
overvejer jeg, om jeg kan aflevere de tasker, jeg lige har købt, tilbage. Men
jeg vil have det hele med hjem, så jeg køber parmesan og fennikelpølser.
På Via F. Corradi deler
vi en pizza med tun og artiskokker, fyldte risboller, brød
af kikærtemel,
 |
| Frokost i San Remo |
spinattærte med ricotta og
en tiramisu. Mætte og tilfredse bevæger vi os tilbage til
scooteren, hvor et større pakkearbejde begynder. Jeg
har købt en jernpande til kastanjer, som vi ikke kan få ned i det lille
handskerum. Den ender i rygsækken, og vi kører roligt op af bjerget. Tilbage i
Ceriana får vi låst scooteren fast, og på Bar Rina serverer Lorenzo to store
Aperol Spritz og et væld af snacks. De lokale og især englændere, svenskere og
amerikanere der bor her, slår sig ned ved bordet, og mens solen går ned, går
snakken ivrigt i den lille bjergby.
I dag bringer vi
opskriften på Aperol Spritz. Men det kan næsten ikke betale sig af lave den
selv, for den koster kun 2,50 € på Bar Rina i Ceriana.
Pastaretten er virkelig
simpel mad, men smagen er i den grad i orden.
Pasta
med squash
Hovedret
Nem
25 minutter
Vegetar
Til 2 personer
Pasta til to personer
1 gul og 1 grøn squash
2 fed hvidløg
olivenolie
Salt, peber
Parmesan til servering
Kog pastaen mør i letsaltet kogende vand. Skær squash i
terninger. Pil og hak hvidløg. Steg squash og hvidløg i rigelig olie på en
rummelig pande i ca. 5 minutter. Krydr med salt og peber. Hæld vandet fra
pastaen og hæld pastaen på panden med squash. Vend det rundt og spis straks med
friskrevet parmesan.
Aperol spritz
 |
| Lorenzo serverer verdens måske bedste Aperol spritz |
1 stor drink
Nem
5 minutter
Til 1 person
40 ml Aperol
150 ml mousserende vin, gerne Prosecco
et skvæt mineralvand
Isterninger
1 appelsinskive
Hæld Aperol i et vinglas, fyld op med
mousserende vin og mineralvand. Top med isterninger og appelsinskive.
Besøg Ceriana
Jeg fløj med Norwegian
fra København til Nice. I lufthavnen lejede jeg en bil hos Inter Rent. Det
tager ca. 1 time og 30 minutter at køre til Ceriana via betalingsmotorvejen i
Frankrig og Italien. Det er ikke strengt nødvendigt at have
bil. Der går bus til Ceriana fra Sanremo, og man kan tage toget fra lufthavnen
i Nice eller Milano til Sanremo.
Ceriana ligger i 350 meters højde i
Armeadalen. Byen har 1300 indbyggere, og det er lige netop mange nok til at
have alle faciliteter hele året. Her er tre dejlige cafeer og en god restaurant,
et hotel, flere købmænd og en slagter med lokalt kød og specialiteter. De
eneste turister der kommer forbi, er dem der cykler i bjergene, og som har
lejet de andre ferielejligheder i byen.
Der er gode strande –
også i september – i Bussane og i Arma di Taggia.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar