Der er i den grad gået mode i hotdoggen og med rette. I København er det blevet svært at finde en pølsevogn, der serverer en helt almindelig hotdog, med de helt røde pølser. Nu er det økologiske pølser, hjemmelavet ketchup og et bredt udvalg af toppings, der præger det det københavnske pølsebillede. I Flensborg er vi også godt vant. Her er en pølse ikke bare en pølse, der er et stort udvalg og der er kød i pølserne. Ved Købmandsgården i Neustadt ligger en meget, meget velbesøgt og udmærket pølsevogn. Prøv den!
Mht. pølsebrødet er der kun at sige - "bag det selv". Det er fri for unødvendige tilsætningsstoffer og det mætter bedre, så der ikke skal serveres så mange pølser, men få gode.
Pølsebrød
25-40 g gær (har du 1 time til hævning bruger du 40 g, har du 2 timer bruger du 25 g)
3½ dl lunt vand
1 dl yoghurt
50 g grahamsmel1 tsk bagepulver
1 spsk sukker
1 tsk salt
ca. 400-500 g hvedemel
Udblød gæren i lidt af vandet, hæld resten af vandet og yoghurt i. Rør grahamsmel, bagepulver, sukker og salt i. Ælt hvedemel i til dejen føles let og smidig og lad den hæve i 1 time. Ælt dejen igennem og form den til 10-12 pølsebrød. Lad dem efterhæve lunt i 20-30 minutter og bag dem ved 210 grader i ca. 15 minutter. Afkøl på rist.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar