tirsdag den 21. august 2012

Squashboller

Nej, jeg har ikke selv squash, jeg har ikke grønne fingre, ikke engang grønne negle. Jeg har set mine dygtige, kollegaers fine, køkkenhaver, så jeg tænkte, at det måtte jeg også prøve og lagde ud med radiser og dild. Dilden kom aldrig og radiserne misforstod fuldstændig deres opgave- det er blevet ½ meter lange smukke stængler med lyserøde blomster - altså over jorden og ikke under! Så jeg fortsætter med at købe mine grøntsager og nyde andres haver.
Nu  har jeg revet og bagt de indkøbte squash og det kom der skønne boller ud af, men det meste bagværk smager jo ganske godt, lige når det kommer ud af ovnen.
Fordelen ved at bage brød med revne grøntsager er at de holder bedre på fugtigheden, så brødet faktisk også smager godt en time eller én dag, efter det er bagt.


En stor portion Squashboller

25 g gær
1 dl lunt vand
1 dl yoghurt
1 æg
1 spsk salt
75 g hakkede valnødder
300 g revet squash
150 g fuldkornhvedemel
ca. 550 g hvedemel

Rør gæren ud i lidt af vandet. Hæld resten af vandet, yoghurt, æg salt, valnødder og squash i. Rør fuldkornsmel i og ælt/ rør hvedemel i dejen. Ælt dejen godt igennem i ca. 5 minutter. Den er ret klæg! Stil dejen til hævning et lunt sted i en time. Ælt dejen igennem, form den til boller og lad dem hæve yderligere ½ time. Bag dem ved 220 grader i ca. 20 minutter. Opbevar dem i en plastikpose, når de er afkølede.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar