onsdag den 29. april 2015

Den marokkanske passage





Vi skal igennem den overdækkede indkøbspassage for at komme til Riad Mandalay i Kasbaen i Marrakesh. Fra små huller i væggen sælger de levende høns, friskbagte pandekager, flåede kalvehoveder med mule, sesamboller og jordbær. De lokale ynder at købe et halvt kilo lever og 200 gram lysegrønne oliven klokken kvart over ti om aftenen, så her er er åbent fra morgen til nat.
Passagen er højst tre meter bred, og der kører knallerter og cykler i begge retninger. De sagtner ikke farten men dytter heftigt. Jeg når i sidste sekund at flå i min mor, inden hun bliver kørt ned af en knallert med fire passagerer. Det er en hel familie far, mor og to børn. De bander og svovler og gasser op, så luften bliver tyk af benzinos, råt kød, sæber og nybagte boller.
Og knallerterne kører ikke kun igennem passagen. De stopper og handler, uden af stige af. De unge drenge drikker friskpresset juice og farvede milkshake siddende på knallerten. Smagen er med avokado, figner eller jordbær. Stemningen er løssluppen og sælgerne ligner den marokkanske udgave af Joe&theJuice.
Der bliver solgt masser af friske grøntsager, men det er svært af finde en salat på de små gaderestauranter. Her bliver højst serveret en lille underkop med hakket løg og en smule tomat krydret med spidskommen til de grillede spyd, der tilbydes i hele gaden. Så vi køber oliven og avokado, tomater, sesambrød og yoghurt med hjem til riaden. På tagterrassen kan vi sidde helt i ro og nyde solen, inden vi igen kaster os ud i den marokkanske aften og smager på linser, kylling og perfekt kogt couscous. 

 
Se mere om Riad Mandalay på http://www.riadmandalay.com/

 
Kylling i mandler og abrikoser
Til 4-6 personer

1 hel kylling
olie til stegning
1 tsk af følgende stødte krydderier: kardemomme, kanel, spidskommen, koriander
salt, peber
3 dl vand
50 g mandler
50 g tørrede abrikoser
Tilbehør kogte linser eller couscous

Skær kyllingen i mindre stykker. Gerne 10-12 stykker. Brun kyllingestykkerne i olie i en rummelig gryde. Drys krydderierne over og krydr med salt og peber. Hæld vand, mandler og abrikoser over og lad retten simre i ca. 35 minutter til kødet er gennemkogt. Server med linser eller couscous.

Frugtsalat med appelsinblomstvand
Til 4 personer

1 appelsin
1 lille melon
200 g jordbær

½ dl vand
25 g sukker
1 spsk appelsinblomst vand

Skær skrællen af appelsin og melon. Skær alle appelsin, melon og jordbær i mindre stykker og hæld dem i en skål.
Varm vand og sukker op til sukkeret smelter. Afkøl sukkervandet og bland det med appelsinblomstervand. Hæld sukkerlagen over frugtsalaten og spis.


Artikel og opskrifter har været bragt i Kristelig Dagblad den 25. marts 2015

Ingen kommentarer:

Send en kommentar